Fans: Sådan får du den fedeste formel 1-rejse

Rejsebureauerne melder om et boom i salget af Formel 1-rejser efter Kevin Magnussens comeback. Se her, hvordan du får de største oplevelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

For tusindvis af danske Formel 1-fans findes der intet bedre end øresønderrivende brøl fra 22 toptunede racerbiler og den skrappe lugt af højpotent benzin.

Og i år byder motorsportens kongeklasse endda på Kevin Magnussens comeback hos Renault Sport F1 Team efter et år i skyggen som reservekører for McLaren.

– Det er svært at beskrive med ord. Det er det, vi har ventet på i et helt år. Nu er Kevin hjemme igen og han er tilbage, hvor han hører til. Det er megastort for os, siger formand for Kevin Magnussen Fanclub Martin Broby.

Sammen med de 500 aktive medlemmer af fanklubben, der bliver fulgt på Facebook af 7.000 brugere, ser Martin Broby frem til Formel 1-sæsonen, der begynder 18.-20. marts med træning, kvalifikation og selve grandprixet i Melbourne i Australien.

Herfra drager karavanen videre til 20 andre destinationer.

Skal man opleve et enkelt løb, ville Martin Broby vælge Italiens grandprix på Monza-banen i weekenden fra 2. til 4. september.

– Det er i mine øjne den fedeste bane. Her har du også de allerbedste tribunepladser, hvor du ser bilerne tæt på, når der er muligheder for overhalinger og afkørsler, siger han.

Den 65-årige pensionerede racerbil-mekaniker og mangeårige Formel 1-fan Rainer Bambino har en anden favorit. Han foretrækker Belgiens grandprix på Spa-banen, der finder sted i weekenden 26. til 28. august.

– Det tager 8 til 12 timer at køre til, alt efter hvor du bor i Danmark. Og så ligger banen i smukke omgivelser i Ardennerne. Du skal selvfølgelig have en tribuneplads, men behøver ikke en af de dyre, for du ser rigtig godt rundt omkring hele banen, siger han.

Som Formel 1-turist kan man vælge at købe sin billet gennem et rejsebureau, eventuelt som en del af en samlet pakke med fly, bus og indkvartering, eller direkte på Formel 1-organisationens hjemmeside http://tickets.formula1.com/. Her svinger priserne alt efter om man vælger tribune-kategorien gold, silver og bronze, hvoraf det sidste typisk er ståplads.

Uanset hvad, bør du finde en tribuneplacering i nærheden af en storskærm, lyder rådet fra Rainer Bambino. Selv den dyreste billet kan blive en flad fornøjelse, hvis man sidder midt på langsiden, hvor bilerne suser forbi med 300 km/t.

– Storskærmene er tegnet ind på kortet, når du bestiller billetten. Og hvis du ikke finder et sted i nærheden af en skærm, kan du godt glemme at følge med i pitstop og alt det, siger han.

Både han og Martin Broby er enige om, at førstegangsrejsende bør overveje at købe en pakkerejse. Eventuelt hos et af de tre specialiserede bureauer Grand Prix Tours, K-Rejser eller Rapido Tours.

Skal man selv stå for al logistikken, risikerer man nemlig at gå glip af selve Formel 1-oplevelsen, som er meget mere end træning, kvalifikation og løb.

– Der sker så mange ting over weekenden, at det virkelig kræver, at du er på for at få den fulde oplevelse. Det får du ikke, hvis du har kørt i 12 timer, er træt og først skal til at finde et hotel, når du ankommer. Ud over Formel 1 er der jo også de mindre motorsportsklasser som GP2 og Formel 3,5 Renault i løbet af weekenden, siger Martin Broby.

Gode råd:

– Køb billetten så hurtigt som muligt. De bedste placeringer bliver naturligvis solgt først. Prøv at få en placering nær et sving efter en langside. Under nedbremsningerne kan du opleve overhalinger og måske afkørsler.

– Kan du ikke få din udvalgte placering via Formel 1-hjemmesiden, kan du prøve hos et af rejsebureauerne, der også sælger billetter til tribunerne enkeltvis.

– Udstyr og beklædning. Husk at medbringe en kikkert. Husk varmt og vandtæt tøj, da du formentlig er uden for det meste af tiden. Og vær også sikker på, at du medbringer passende fodtøj, da man går rigtigt meget rundt.

– Pas på billetten. Køb en billetholder, du kan have rundt om halsen, så du altid har den på dig. Er billetten væk, kan du formentlig ikke få en ny.

– Har du en tribuneplads og skal forlade den, når du går på toilettet eller have noget at spise, skal du ikke prøve at gå uden om køen. Der får du nemlig en udgangsbillet eller et stempel på armen. Har du ikke det, når du vender tilbage, kan du ikke få adgang til din plads igen.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS