Fandt ham død i badekar
Jim Morrison blev 27 år - og dødsårsagen var ikke en overdosis heroin, som mange tror
Jim Morrison blev 27 år.
Han var en gudsbenådet sanger og sangskriver i slutningen af 60'erne. Men den karismatiske amerikaner med den monotone og messende stemmeføring elskede sprut, stoffer og kvinder.
Gerne i en alt for vild cocktail.
Mange tror derfor stadig, at det var en overdosis heroin, som tog livet af ham den 3. juli 1971. Den officielle dødsårsag var imidlertid en helt anden.
Tog til Paris
Morrison og kæresten Pamela Courson var flyttet fra USA til Paris for at få ro. Kort efter fandt Pamela sangeren liggende død i badekarret.
Jims far, George Stephen Morrison, var en berømt, amerikansk flåde kontreadmiral, som menes at være med til at starte Vietnamkrigen.
Født rebel
Jim var en født rebel og gjorde hurtigt opgør i det militaristiske hjem. Han var en ballademager i skolen, og det var ikke ligefrem den berømte far, som opmuntrede ham til en musikalsk karriere.
Han anså sønnen for at være komplet talentløs. Efter den første plade skrev faderen til Jim:
'..give up any idea of singing or any connection with a music group because of what I consider to be a complete lack of talent in this direction'.
Heldigvis var der andre, som så de store kvaliteter i The Doors og ikke mindst deres store hit som Light My Fire, Hello, I Love You og Touch Me.
I hypnose
Jim Morrison havde en til tider nærmest hypnotisk påvirkning på sit publikum. Selv blev han efter nogle år træt af hurlumhejet.
Efter seks år forlod han i 1971 bandet. Hans interesse var gledet mere i retning af at skrive og lave film.
Brat ende
Planerne fik en brat ende den 3. juli 1971. Hans liv stod ikke til at redde. Lægerne fastslog, at den kendte sanger døde på grund af et dårligt hjerte.
Kæresten arvede hele hans store formue.