Annonce
Famler i behandlingen af smertefuld lidelse
Et nyt studie og en omfattende rundspørge viser, at alt for få patienter med langvarig hjernerystelse oplever at få den hjælp fra praktiserende læger, de har brug for
Citathistorie: Kristeligt Dagblad.
I et uopmærksomt øjeblik bankede Elisabeth Engell Jessen hovedet op i et skrivebord og pådrog sig, hvad der skulle vise sig at være en længerevarende hjernerystelse, som snart et år senere stadig forfølger hende.
“Tag det roligt,” lød beskeden fra hendes praktiserende læge, hvilket samtidigt opsummerer den rådgivning, Elisabeth Engell Jessen har fået fra den kant.
Annonce
Hun har følt sig alene og overladt til sig selv, når det kommer til at blive rask igen.
Elisabeth Engell Jessens oplevelse er ikke enestående.
Det viser et nyt studie fra Dansk Center for Hjernerystelse.
Annonce
Det skriver Kristeligt Dagblad.
På baggrund af interviews med 22 hjernerystelsesramte peger studiet på, at praktiserende læger forsinker de ramtes bedring og vej tilbage til arbejdsmarkedet. Det samme viser en rundspørge fra Hjernerystelsesforeningen, hvor kun hver femte oplever, at deres egen læge har hjulpet til en bedring af deres tilstand.
– Patienter med langvarige symptomer oplevede, at lægen ikke rigtigt vidste, hvordan vedkommende skulle hjælpe patienten videre, fortæller Hana Malá Rytter, leder af studiet fra Dansk Center for Hjernerystelse og lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet.
I galleriet ovenfor kan du se fem eksempler på myter om hjernerystelser, du ikke bør tro på.
Føler stort ansvar
I værste fald føler patientgruppen, at det er deres eget ansvar at få det bedre.
– Patienterne har oplevet selv at skulle finde frem til en behandling, der ville gavne dem, forklarer Hana Malá Rytter, som mener, at lægerne dermed ikke lever op til deres sundhedsfaglige ansvar som den eneste direkte kontakt mellem patient og sundhedssystem.
I landspatientregisteret registreres der årligt cirka 25.000 hjernerystelser og Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, er enig i, at praktiserende læger ved for lidt om hjernerystelse:
– Ligesom alle andre mangler vi viden. Ingen ved, hvad langvarig hjernerystelse er for noget, så på den måde er vi på bar bund. Vi står med et komplekst syndrom, som ingen ved, hvorfor er der.
Ifølge formanden er evidensen på området ”mildest talt ringe”, hvilket kan forklares med, at både biologiske, psykologiske og sociale forhold spiller ind.
– Ikke alle skal have samme information. Så det er slet ikke nogen nem opgave at rådgive individuelt på det her område, siger Anders Beich.
For ham ville det optimale være, at alle læger havde mulighed for at henvise til individuelle rehabiliteringsforløb.
– I langt de fleste kommuner er der slet ikke noget at henvise til. I det her studie har man talt med 22 personer hentet fra et ret enestående rehabiliteringstilbud. De er kommet igennem et nåleøje og fået kommunerne til at betale det her forløb, lyder det fra formanden.
Samtidigt udstiller frustrationen over de langvarige hjernerystelser, at vi som mennesker i dag ikke er indstillede på at blive syge i længere tid, mener Anders Beich.
– Magtesløsheden er stor, både hos lægen og patienten i en situation, hvor tingene rækker langt ud over, hvad man ville forvente af et mildt hjernetraume. Det er jo det, der er problemet her. Vi gør vold på folks og samfundets forventninger om at blive raske i en fart efter hvad som helst, siger han.
