Familier udslettes: Flere frygtelige familiedrab i de seneste ti år
Det seneste årti har dannet rammen om en række tragiske familiedrab.
Da betjente fra Københavns Politi den 11. april åbnede døren til en lejlighed på Kobbelvænget i Brønshøj, ventede der politiets repræsentanter et frygteligt syn. Inde i lejligheden var en familie blevet udslettet med knivstik såvel som flere pistolskud. Endnu et familiedrab.
Tre børn og deres mor dræbt i endnu en sag om drab på en hel familie. De tre børns far sidder i øjeblikket varetægtsfængslet – sigtet for det firdobbelte drab.
I retten kom det frem, at drabene foregik omkring klokken 7.30 tirsdag morgen den 11. april. Da politiet ankom, blev det hurtigt klart, at der var foregået noget forfærdeligt. Man fik hurtigt tilkaldt ambulancer, der dukkede op med reddere og læger.
– De forsøgte at give livreddende førstehjælp, har efterforskningsleder Ove B. Larsen tidligere forklaret Newsbreak.dk.
Førstehjælpen var forgæves; tre børn og en kvinde var blevet dræbt. Endnu et familiedrab til statistikken.
I galleriet over artiklen kan du se – og læse – om nogle af de seneste års familiedrab.
Krav om handling
I forbindelse med, at den 38-årige far blev sigtet for at have slået sine tre børn og deres mor ihjel i en lejlighed i Brønshøj i København, blev der udtalt et krav om politisk handling. I januar dræbte en anden far i Ulstrup i Østjylland sine fire børn, sin hustru og sig selv. Ifølge flere fagfolk er det på tide at sætte ind med mere koordineret handling for at forebygge drab på børn og partnere.
I forbindelse med satspuljeaftalen for 2017 blev det besluttet at oprette en ny national enhed mod vold i nære relationer, der blandt andet skal varetage en national hotline og stå for juridisk rådgivning til voldsudsatte og -udøvende. Men der skal mere til, lyder det fra fagfolk. Det skriver Kristeligt Dagblad.
– Jeg mener jo bestemt, at man burde gå ind og få en mere samlet handling på området, siger sociolog Esther Nørregaard-Nielsen til avisen.
– Hvis to familier var døde på motorvejen i fartulykker inden for to måneder, tror jeg, at man ville se på, hvad der kunne gøres på den vejstrækning og sige, at her skulle farten sættes ned.
Esther Nørregaard-Nielsen står sammen med jurist Nell Rasmussen bag en rapport fra sidste år om drab i nære relationer. Sidstnævnte ønsker bedre redskaber til at fange potentielt farlige forhold i en familie i de tilfælde, hvor familien er i kontakt med for eksempel sundhedsvæsenet eller de sociale myndigheder.
– Jeg vil gerne slå et slag for, at vi indfører en tværsektionel risikovurderingsmodel (der benyttes af flere myndigheder og hjælpeinstanser, red.) i forbindelse med vold i nære relationer. Jeg vil gerne have en politisk diskussion om, at vi indfører en sådan model som del af initiativet mod vold i nære relationer og ikke kun bruger den i situationer, hvor der har været fysiske overgreb, men også hvis en kvinde henvender sig på grund af trusler, psykisk vold eller frygt for vold eller for at blive slået ihjel. Der kan man gøre mere fra politisk side, siger Nell Rasmussen.
I årene 2008-2011 blev 10 børn under 15 år dræbt, ”typisk slået ihjel af deres far som følge af et familiedrama eller jalousi i forhold til ekskonen”, står der i Justitsministeriets rapport ”Drab i Danmark” fra 2014, der stadig er den nyeste undersøgelse af området.