Familiefar dømt til forvaring i kone-drab
En 39-årig familiefar kendt skyldig i drab på sin kone, er fredag blevet idømt forvaring.
Opdateret artikel klokken 15.43:
Selv om afgørelsen om den 39-årige mands straf først var ventet den 28. april, er han fredag blevet idømt forvaring for i 2018 at have slået sin kone ihjel samt for en række andre forhold, hvoraf flere af dem omhandler vold mod kvinden og deres tre børn.
Det blev også afgjort, at manden, der er pakistansk statsborger, skal udvises for bestandigt.
Han mister desuden retten til at arve efter sin kone, ligesom han heller ikke ret til at få del i konens forsikringer eller pension i forbindelse med hendes død.
Original artikel:
Både dommere og nævninge er enige om, at en tiltalt mand er skyldig i at have dræbt sin kone tilbage i 2018.
Det meddelte retsformanden i Retten i Roskilde fredag.
Derudover er den 39-årige kendt skyldig i de resterende forhold, han var tiltalt for.
Mishandlede konen
Manden er også kendt skyldig i at have udsat hende for vold på skiftende adresser i Pakistan, København og til sidst på Midtsjælland gennem en periode på ti år.
Fra august 2018 og frem til kvindens død i oktober var der tale om decideret mishandling.
Med en økse, en hammer, et aluminiumsbat og andre genstande blev kvinden ifølge anklageskriftet slået igen og igen. Hendes ene øre blev delvist revet af, ligesom hun blev kronraget, lyder det i anklageskriftet.
Parret nåede at få tre børn, hvoraf de to ældste har vidnet i retssagen.
Det var blandt andet deres detaljerede forklaringer, som retten har lagt til grund for kendelsen, oplyser retsformanden ved fredagens retsmøde.
Den 39-årige har også begået vold mod sine tre børn, og de anklagepunkter er han også blevet kendt skyldig i.
Afventer straf
Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen havde ellers ved det foregående retsmøde argumenteret for, at årsagen til kvindens død kunne være manglende ilt.
– Vi kan ikke bebrejde tiltalte for iltmangel i hjertet, sagde han.
Til gengæld flugter skyldkendelsen med anklager Rune Rydiks påstand, da han mente, at manden skulle kendes skyldig i drab.
– Tiltalte vidste godt, at han overvejende sandsynligt var ved at dræbe (konen red.), da han fortsatte den groteske vold, helt ind til det døgn hvor hun dør, sagde han.
Manden er pakistansk statsborger og anklagemyndigheden har argumenteret for udvisning og dermed også indrejseforbud.
Efter fredagens kendelse skal retten tage stilling til, hvilken straf den 39-årig skal have. Afgørelsen ventes den 28. april.
Kan risikere forvaring
Under dagens retsmøde argumenterer anklager Rune Rydik for en forvaringsdom, som er en tidsubestemt sanktion, der kan komme på tale, når en person skønnes særligt farlig. Han læner sig op af en erklæring Retslægerådet, som anbefaler en dom til forvaring.
Det skyldes, at man har vurderet, at han vil udgøre en ”fare for andres liv”, lyder det fra anklageren.
Derudover henviser Rune Rydik til forklaringen fra et af børnene i retten.
Efter kvinden var blevet indlagt på Rigshospitalet i oktober 2018, talte han med hende online.
“Jeg tilgiver dig”, sagde han ifølge barnet.
– Det siger meget om tiltaltes farlighed, siger Rune Rydik.
Uenigt forsvar
Dog er mandens forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, ikke enig i påstanden om forvaring. Han mener, at 12 års fængsel er en passende straf.
Han peger på, at volden foregik indenfor ”familiens fire vægge”. Derudover har den ikke være begået mod tilfældige personer, mener forsvareren.
– Hvem er det, man mener, han skulle være farlig for? spørger han.
Netop fordi volden alene er begået i hjemmet, vil det ikke gentage sig, mener forsvareren.
Anklagemyndigheden appellerer til, at 15 år overvejes, hvis tilfældet af forvaringsdommen ikke kommer på tale.