Familieadvokat: Børns tarv er vigtigere end folkestemning
Et nytteløst signal, at politikerne ændrer reglerne for forældremyndighed til drabsmænd, siger advokat.
– Vi har allerede i dag udmærkede regler, der sikrer, at der kan tages hensyn til barnets tarv i den enkelte sag, når forældre slår den anden forælder ihjel.
Det siger advokat Anne Broksø, der også er bestyrelsesmedlem i sammenslutningen Danske Familieadvokater.
Hun er derfor bekymret over, at et flertal i Folketinget – nu også inklusive socialminister Manu Sareen (R) – vil lave forældremyndighedsloven om for at forhindre, at en drabsmand kan få forældremyndigheden over sine og ofrets børn.
– Jeg frygter, at hensynet til befolkningens retsfølelse bliver sat over børnenes tarv, så man laver nogle dårligere og mere hullede regler, for at hr og fru Jensen kan føle sig bedre tilpas, siger Anne Broksø.
Få sager
Hun anslår, der har været fire-fem sager af denne karakter i de seneste 10 år.
– De er faldet ud på forskellig vis, så drabsmanden fik forældremyndighed i nogle tilfælde – og i andre tilfælde afdødes familie.
– Det er jo det smukkeste eksempel på, at man allerede i dag tager individuelle hensyn og lægger til grund, hvad der er bedst for de enkelte børn, siger hun til Ritzau.
Slår ikke ihjel for forældremyndighed
Ifølge socialminister Manu Sareen skal der sendes et signal, så “mennesker, der går rundt med underlige tanker om at slå partneren ihjel og få forældremyndigheden, glemmer alt om dét”.
– Men der er jo ikke nogen af de her forældre, der planlagt har slået ihjel for at få forældremyndigheden. Drabet er sket i affekt i en forfærdelig og uoverskuelig menneskelig situation.
– Man vågner altså ikke op en mandag morgen og siger: Nu slår jeg hende fandeme ihjel, så jeg kan få børnene. Så det signal, ministeren og andre taler så meget om, det hjælper jo ikke, siger hun.
Socialministeren drøfter tirsdag en ændring af loven med Folketingets socialordførere. Allerede før Manu Sareens holdningsændring var der flertal for at ændre reglerne.
/ritzau/