Familie udlover dusør i efterlysning af forsvundet pige

I et desperat håb udlover den forsvundne teenagers familie en dusør til den, der hjælper med at finde pigen.

Den 17-årige Emilie har siden søndag morgen været sporløst forsvundet. (Foto bragt i overensstemmelse med familien.) Foto: Privat.
Offentliggjort Sidst opdateret

En indsamling oprettet af familien til den 17-årige Emilie, der har været forsvundet siden søndag, skal bruges som dusør til at lede dem på sporet af pigen.

Det oplyser TV Øst.

Familien føler sig magtesløse og på bar bund i deres søgen efter 17-årige Emilie fra Korsør, der har været forsvundet siden søndag morgen klokken 04.00.

Derfor har de oprettet en pengeindsamling via MobilePay, der skal gives som dusør til den person, der leder dem på det spor, som kan føre frem til Emilie.

– Som et desperat håb er der nu blevet oprettet en indsamling til Emilies forsvinden. 100 procent af alle donationer vil gå til en dusør. Det tip, der medvirker til, at Emilie bliver fundet, vil få udbetalt hele dusøren, skriver Robin Witzner på Facebook-siden, der har arrangeret frivillige eftersøgninger af pigen.

Eftersøgninger afblæst en for en.

Emilie blev sidst set, da hun tog afsked med nogle veninder på Korsør Station. Frivillige har sammen med politiet ledt efter den 17-årige pige, men de fysiske eftersøgninger er blevet afblæst en for en.

Først stoppede politiet med at afsøge landjorden og kigge efter pigen fra helikopter, og siden fulgte stoppet af frivillige folk, der i samarbejde med politiet har ledt i forskellige områder af Korsør. Men Emilie er ikke blevet fundet.

Politiet leder stadig efter pigen, og blandt andet er overvågningsbånd fra Korsør Station blevet gennemset for at få endeligt bekræftet, at Emilie faktisk ankom til Korsør søndag morgen.

– Lige nu og her har vi fået bekræftet gennem overvågningen, at Emilie ankommer til Korsør, som hendes veninder også har forklaret. Og hun forlader også overvågningsbilleder i Korsør. Men vi kan ikke vide, om hun vender tilbage til stationen senere. Vi er ved at se videre i overvågningen, og vi har som sådan ikke noget sluttidspunkt, har politiassistent Lars Denholdt fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi tidligere udtalttil Ekstra Bladet.

Politiet fokuserer altså på andre måder at finde frem til pigen på end ved rent fysisk at lede efter hende.

– Vi findet det formålsløst at flyve med helikopter der, hvor vi har overvåget,  har politikomisær ved Slagelse Politi, Kurt G. Nielsen, tidligere udtalt til Newsbreak.dk.

I mellemtiden håber familien på, at de gennem indsamlingen kan hjælpe politiet med at finde frem til viden om, hvor Emilie er i dag.

– Vi håber på, der er en derude, som ved ét eller andet. Måske personen af én eller anden grund er bange for at stå frem, eller måske er der én, der har talt over sig, tilføjer han.

Indsamlingen er ifølge Robin Witzner godkendt af politiet. Du kan finde den på Facebook bag følgende link: Eftersøgningen af Emilie Meng.

Da Emilie tog afsked med sine veninder søndag morgen, var hun iført en sort langærmet cardigan med en sort blondebluse under, blå jeans og blå Adidas-sko. Hun er 168 centimeter høj og beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår.

Har du set Emilie, eller har du oplysninger, der kan hjælpe politiet med opklaringen af hendes forsvinden, bedes du ringe til politiet på 114.

/ritzau/

 

Powered by Labrador CMS