Falske pengesedler i omløb: Se efter om disse numre står på dine sedler

Efter fund af flere falske pengesedler advarer politiet nu borgerne.

Det er 500-lapperne, den er gal med. Se i artiklen hvad du skal være ekstra opmærksom på. Arkivfoto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i den seneste tid fået anmeldelse om flere tilfælde af falske pengesedler. Pengene er hver gang blevet brugt til betaling hos diverse dagligvareforretninger.

Nu går politiet ud og advarer borgere mod de falske penge, der har nøjagtig det samme løbenummer og litranummer hver eneste gang.

Der er tale om en 500-kroneseddel med løbenummer 879271C og litranummer A5122C. Samme løbe- og litranummer er anvendt i de tidligere sager med falske pengesedler inden for den seneste måned.

Politiet opfordrer derfor alle til at være ekstra opmærksomme i omgangen med større pengesedler og hellere kontrollere en ekstra gang, om sedlen er ægte eller falsk.

Hvis man holder sedlen op mod lyset, vil man tydeligt kunne se både et vandmærke og en skjult tråd, såfremt pengesedlen er ægte. Desuden indeholder ægte sedler også et hologram, som reflekterer, når sedlen holdes op mod lyset.

Falske penge

Danske pengesedler har sikkerhedselementer, som gør det vanskeligt at forfalske eller kopiere sedler. Sikkerhedselementerne ses tydeligt på sedlerne og kan hjælpe dig til at finde ud af, om en seddel er ægte. Der er forholdsvis få forfalskninger i Danmark.

Antallet af registrerede falske sedler faldt fra 1.461 stk. i 2015 til 880 stk. i 2016. Af de registrerede sedler blev 859 stk. fundet i omløb. De resterende falske sedler findes typisk ved politiransagninger.

Set i International sammenhæng er forfalskningen af danske pengesedler fortsat beskeden.

Strafferammen for falskmøntneri er på 12 års fængsel, hvilket er en af straffelovens højeste strafferammer.

De avancerede sikkerhedselementer på pengesedlerne gør dem sværere at forfalske. Vinduestråden med bevægeligt bølgemotiv, hologrammet der reflekterer lyset i forskellige farver, vandmærket og den skjulte tråd, som ses, når sedlen holdes op mod lyset.

Større mængder af møntforfalskninger forekommer sjældent. Ligesom med pengesedlerne er antallet af falske mønter set i international sammenhæng meget beskedent.

Strafferammen for falskmøntneri

Falskmøntneri eller forsøg på samme kan straffes efter straffelovens §§ 166-168. Strafferammen for falskmøntneri er på 12 års fængsel, hvilket er en af straffelovens højeste strafferammer.

Domstolene idømmer typisk ubetinget fængsel – både for at fremstille og udgive falske penge og for at medvirke hertil. De længste straffe har i de senere år været på op til ca. 2 års fængsel, og selv fremstilling og udgivelse af nogle få sedler har medført ubetinget fængselsstraf.

For medskyldige, eller hvor der har været formildende omstændigheder, er der blevet idømt bøde eller betinget fængsel, eller sagen er endt med et tiltalefrafald. Dommene afhænger af de konkrete sager.

Straffelovens bestemmelser gælder også for forfalskninger af udenlandske sedler og mønter.

Kilde: Nationalbanken

Støder man på en falsk pengeseddel, eller ved man noget om, hvem der laver dem, bedes man straks kontakte politiet på 114.

Powered by Labrador CMS