Falske pengesedler i omløb: Sådan genkender du dem

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Fyns Politi oplever i øjeblikket en stigning i anmeldelser i hele politikredsen om falske pengesedler – typisk 500 eller 1.000-kronesedler.

Det er ofte butiksdrivende, der pludselig opdager, at de har fået falske penge som betaling.

– Vi vil derfor opfordre de butiksdrivende til at undersøge de store pengesedler, inden de tager imod dem. Og er man uheldig at få en falsk pengeseddel, så skal det anmeldes til os hurtigst muligt, siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen, der er leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Fyns Politi.

Sådan ser du om pengeseddel er falsk

Det er muligt at undersøge, om en pengeseddel er falsk på flere måder. En ægte pengeseddel har en et vandmærke og en skjult tråd, som ses tydeligt, når sedlen holdes op mod lyset. En ægte seddel har også et hologram, der reflekterer lyset i forskellige farver. Endelig har ægte pengesedler en såkaldt vinduestråd, hvis bølger bevæger sig, når man vipper sedlen.

Man kan også undersøge pengesedlerne med en speciel tusch eller med ultraviolet lys. Hvis tuschstregen forsvinder igen, er sedlen ægte. Det er den også, hvis man brug af det ultraviolette lys kan se små lysende motiver på sedlen.

– Det er en alvorlig sag både at fremstille og udgive falske penge. Strafferammen er op til 12 års fængsel. Det er også strafbart, hvis man betaler med en falsk seddel, siger Jørgen Andersen.

Hvis butiksindehavere har mistanke til bestemte personer i forbindelse med brug af falske pengesedler, hører Fyns Politi meget gerne om det. Samtidig opfordrer politiet butiksindehaverne til at gemme eventuelt videoovervågning.

Powered by Labrador CMS