Falske betjente truer kvinde i bil
En kvinde blev søndag morgen stoppet af tre personer, der udgav sig for at være betjente.
En 28-årig kvinde blev søndag morgen standset af tre mænd, der udgav sig for at være fra politiet.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Kvinden kom kørende på Gl. Århusvej i Randers kort før klokken 09.49.
En bagvedkørende sort Seat tændte et udrykningsblink i forruden, og kvinden holdt derfor ind til siden og standsede.
Kvinden fortæller, at de tre personer i bilen rettede henvendelse til hende, sagde hun kørte for stærkt og bad om et kørekort.
Kvinden var skeptisk og bad derfor mændene om at se politi-ID. Det gjorde øjensynligt mændene vrede, og tonen blev nu ubehagelig.
Truer kvinden
Mændene truede kvinden med, at hun ville ryge ind i deres bil, hvis hun ikke viste kørekort, men de endte dog med at køre fra stedet i retning mod Aarhus.
Køretøjet beskrives som en ældre, sort Seat af ukendt model med en rød skærmkant ved venstre forhjul og uden nummerplader på.
De tre mænd var cirka 22-25 år, to af dansk udseende og én af udenlandsk udseende.
“Hvis du er i tvivl om, om en person rettelig er fra politiet, kan du altid bede om at få vist politi-ID. Bliver du udsat for en falsk betjent, skal du altid ringe til politiet med det samme”, står der i døgnrapporten.
Ifølge Straffelovens paragraf 131 kan personer, der udgiver sig for (blandt andet) at være politibetjente, straffes med bøde eller fængsel i op til seks måneder.
Østjyllands Politi hører gerne fra folk, der kan have oplysninger om mændene eller bilen på telefonnummer 114.