Falsk betjent ville narre Anja: -Han lød så myndig

"Hvis selv JEG kunne være hoppet på det, så kender jeg hundredvis af andre, som også ville," advarer 50-årige Anja Norn. Hun er blot en ud af mange, som på det seneste har været udsat for samme svindelnummer, hvor falske politimænd er på spil

Offentliggjort Sidst opdateret

Midt i fredagshyggen på Store Bededag ringede en kriminalbetjent fra Fyns Politi til Anja Norn. Det var i hvert fald det, han præsenterede sig som. Men det viste sig at være en falsk betjent, som forsøgte at lokke NemID-oplysninger ud af hende.

Det var en ubehagelig og grænseoverskridende oplevelse at være udsat for et svindelforsøg, fortæller 50-årige Anja Norn, som faktisk bor i Brande i Midtjylland og ikke på Fyn.

– Det føltes som om, at en person trængte ind på min grund og forsøgte at begå indbrud. Der er en grænse, som blev overtrådt. Jeg følte mig gået for nær, forklarer hun til Newsbreak.dk.

“Betjenten” fortalte, at han havde fået overdraget en opgave fra Nets. Ifølge ham havde en fynsk mand forsøgt at optage et lån i Anja Norns navn i Basisbank. “Det skal vi lige have gjort noget ved,” lød det fra manden. Han ville annullere hendes NemID.

-Det virkede plausibelt

Normalt er Anja Norn ikke sådan en person, man løber om hjørner med. Hun har sat sig grundigt ind i IT-sikkerhed og taler med sine børn om det. Svindelmails fra folk i Nigeria bliver bare automatisk slettet uden nærmere overvejelse.

Men denne situation var anderledes.

– Jeg kunne se, at det var et politinummer, som der blev ringet fra. Mange af politiets numre slutter nemlig på 1448, så det virkede plausibelt, fortæller Anja Norn.

– Og “betjenten” virkede pålidelig. Han lød så myndig og havde stor autoritet i stemmen. Han havde styr på sin historie, og det virkede som om, at han vidste, hvad han snakkede om. Han vidste, hvad han skulle sige og svare. Jeg bad for eksempel om et politinummer, og svaret kom prompte, fortsætter hun.

Anja fattede mistanke

Men der var nogle ting, som alligevel fik advarselslampen til at lyse hos Anja Norn.

Hun er grundigt cybersikret, så hun havde svært ved at købe historien om, at en fremmed skulle have hacket hendes oplysninger og være i gang med at åbne en bankkonto i hendes navn.

Og det undrede hende, at Fyns Politi ringede til hende, når hun bor i en anden landsdel.

Desuden har Anja Norn tidligere fået sit Mastercard misbrugt, og i den situation blev hun kontaktet af Nets.

“Jeg ringer til Nets og for dem til at tage sig af det,” endte hun derfor med at sige til “kriminalbetjenten” efter en længere snak.

Derefter blev der smækket på.

Følte sig dum

Anja Norn blev bestyrket i, at “politimanden” vitterligt er en svindler, der havde forsøgt at narre hende.

– Bagefter var jeg sur og vred. Jeg følte mig dum bagefter, fordi jeg havde brugt så lang tid på at snakke med ham, siger Anja Norn og fortsætter:

– Hvis selv JEG kunne være hoppet på det, så kender jeg hundredvis af andre, som også ville. Jeg ringede til min gamle mor, og hun sagde, at hun sandsynligvis ville være faldet for svindelnummeret.

Det er udspekuleret og groft at udgive sig for at være fra politiet og forsøge at svinde og udnytte andre mennesker på den måde, understreger Anja Norn.

– Man regner ikke med, at folk har dårlige intentioner. I vores land har vi en høj grad af tillid til hinanden, til politiet og til det offentlige system, pointerer hun.

15 andre havde ringet

Efterfølgende ringede Anja Norn til Fyns Politi, hvor en vagtchef kunne fortælle, at der Store Bededag-aften allerede var 15 andre, som havde ringet, der havde været udsat for samme svindelnummer.

Og det er ikke første gang, at en telefonsvindler er på spil. Den slags telefonsvindel er blevet ret udbredt.

Flere af landets politikredse advarede fredag aften om, at ukendte gerningsmænd igen og igen forsøger at snyde sagesløse borgere ved at udgive sig for at være fra netop politiet. Det har Newsbreak.dk tidligere fortalt.

Blandt andre er borgere blevet ringet op af “IT-Lasse fra Fyns Politi” og “Karsten Jensen fra Østjyllands Politi”, men de er begge falske politimænd lige som ham, Anja Horn stiftede bekendtskab med.

Ifølge Politiet skal man aldrig udlevere sine personlige oplysninger via telefonen – hverken NemID, CPR-nummer eller lignende. Hvis man er i tvivl, kan man ringe til politiet på 114 og forhøre sig.

Advarsel delt vidt og bredt

Anja Norn er glad for, at hun ikke købte den fremmede mands historie.

Hun gjorde netop det, som politiet anbefaler i sådan en situation.

– Men for mange kan det være svært at begå sig i. Vi skal nok til at lære at være mere årvågne og vakse. Vi skal ikke stole på hvad som helst og hvem som helst, påpeger hun.

Hun besluttede sig for at advare andre, så de undgår at gå i fælden. Det gjorde hun i et opslag på Facebook, som er blevet delt vidt og bredt.

Powered by Labrador CMS