Falder til det laveste i 10 år

Antallet af bolighandler er faldet 31 procent i anden halvdel af 2022. Boligøkonom kalder det et markant fald

Offentliggjort Sidst opdateret

Boligmarkedet har været igennem en vild rutsjebanetur det seneste år.

Antallet af bolighandler i den anden halvdel af 2022 faldt med 31 procent sammenlignet med første halvdel af året.

Det viser nye tal fra Boligsiden.

- Det er meget markant. Det var især det første kvartal af 2022, som var rigtig positivt. Der er tale om et skift, som vi allerede så i foråret.

Færreste i 10 år

- Men det er ikke noget, man normalt ser ske så hurtigt, siger Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit.

Der var i alt lige over 30.000 bolighandler i årets sidste seks måneder. Man skal tilbage til 2012 for at finde et andet halvår med færre handler.

Det skyldes, at købekraften hos danskerne er blevet kraftigt forringet af inflation og stigende renter i løbet af 2022.

Ikke lettere

Derfor må boligejere, der gerne vil af med deres bolig ofte både acceptere, at det tager længere tid, og at salgsprisen bliver lavere.

Men selv om salgspriserne er faldet i den sidste halvdel af 2022, betyder det ikke, at førstegangskøbere får lettere adgang til boligmarkedet.

- De øgede udgifter i forbindelse med finansiering af boliglånet vil overstige den gevinst, der er, ved at prisen på boligerne er faldet.

Fortsætter nedad

- Så førstegangskøberne er dårligere stillet i dag end for et år siden, siger Mira Lie Nielsen.

Hun forventer, at både antallet af bolighandler og priserne på de boliger, der bliver solgt, vil fortsætte nedad i løbet af 2023.

Derfor skal man også have for øje, at der er risiko for at blive teknisk insolvent, hvis man køber en bolig i det nuværende marked, mener Mira Lie Nielsen.

Beskæftigelsen nytter

Man er teknisk insolvent, hvis ens gæld overstiger ens formue inklusive boligens værdi.

Der er dog stadig en ting, der holder hånden under boligmarkedet - nemlig den forholdsmæssigt høje beskæftigelse.

- Da finanskrisen ramte, så vi meget hurtigt en kraftig stigning i arbejdsløsheden. Den stigning forventer vi ikke nu, og det vil holde hånden under boligmarkedet, siger Mira Lie Nielsen.

Antallet af bolighandler er faldet markant. Det er ikke set siden 2012.
Antallet af bolighandler er faldet markant. Det er ikke set siden 2012.

BOLIGMARKEDET

Boligmarkedet er i Danmark delt op i tre hovedformer: Ejer-, leje- og andelsboliger.

Prisfastsættelsen på ejerboligmarkedet er fri, mens leje- og andelsboligmarkedet er kraftigt reguleret igennem lejeloven. Udbud og efterspørgsel påvirker derfor først og fremmest prisen på ejerboliger, som derfor kan svinge ganske betydeligt over tid og fra område til område.

Det danske ejerboligmarked har oplevet en periode med kraftige prisstigninger siden 1993. I slutningen af 2006 kom der tegn på at boligpriserne begyndte at stagnere. Antallet af udbudte boliger steg fra 20.000 til over 50.000 på ca. 6 måneder. Pr. februar 2012 er mængden af boliger på markedet steget til ca. 80.000.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS