Falder over 14 kilo narko – og en machete

Stoffer og våben faldt på det nærmeste som en appelsin ned i polititurbanen.

Politiet fandt – nærmest ved en tilfældighed – 14 kilo narko. Og en machete. Foto: Micha Klootwijk/Panthermedia/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Et nærmest banalt indbrud førte til et større narkofund. Blandt andet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Klokken 08.44 tirsdag morgen blev der anmeldt et indbrud begået i en villa på Tessebøllevej i Herfølge, hvor huset blev gennemrodet, og der blev stjålet en Playstation 4.

Politiet foretog gerningsstedsundersøgelse og efterforskede sagen, hvorunder politiet fik oplysninger om, at en lille sølvgrå personbil med to mænd i var set i forbindelse med indbruddet.

Politiet kørte en tur i området, og ikke langt fra Tessebølllevej fandt politiet frem til en parkeret bil, som passede på beskrivelsen.

Ejeren af bilen, en 34-årig mand fra Greve kommune, var kendt for berigelseskriminalitet og kendte personer i Herfølgeområdet, tæt på det sted, hvor bilen holdt parkeret.

Politiet opsøgte derfor den bekendtes adresse, hvor bilejeren blev truffet og gjort bekendt med årsagen til politiets henvendelse.

Ransagning

Politiet ransagede den sølvgrå bil, for at finde eventuelle spor fra indbruddet, men gjorde her et noget uventet fund. I bilen fandt betjentene en stor mængde hvidt pulver, en pose med skunk (hash) og en ulovlig kniv.

Pulveret blev senere vejet og testet til at være lidt over 10 kilo amfetamin. Kort efter kom den bekendte, en 41-årig mand, som boede på stedet, hjem.

Begge mænd blev nu anholdt og sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg.

Den 41-årige var desuden eftersøgt til fogedretten.

Politiet tilkaldte yderligere patruljer med en narkohund og de to mænds bopæle blev ransaget. På adressen i Herfølge blev fundet yderligere en stor mængde narko og remedier til at pakke og opblande amfetamin.

Derudover blev der fundet en machete.

Politiet fandt ikke noget ulovligt på den 34-årige mands bopæl i Greve kommune.

I grundlovsforhør

De to mænd blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, som sigtet for straffelovens regler om narkosalg af besiddelse af i alt 11.374 gram amfetamin, 2705 gram ketamin og 138 gram skunk med henblik på videreoverdragelse.

De blev begge fængslet frem til den 12. november.

Retsmødet blev afholdt for lukkede døre.

Powered by Labrador CMS