Fald i renterne giver mere bolig for pengene

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Huskøberne får mere hus for pengene i dag end for tre år siden. Det skyldes det store rentefald.

Trods stigende huspriser får boligkøbere mere hus for pengene i dag end for tre år siden, viser beregninger fra Boligsiden.dk og Arbejdernes Landsbank.

Det er det store rentefald, der får regnestykket til at falde ud til boligkøbernes fordel, Selv om salgspriserne de seneste tre år er steget, så er renten faldet mere. Derfor får huskøberne i dag mere hus for pengene, end de gjorde for tre år siden.

– Huspriserne er steget støt over de seneste år. En villa på 140 kvadratmeter koster i dag i gennemsnit 40.000 kroner mere end på samme tidspunkt i 2011, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Men i samme periode er realkreditrenterne faldet, så renten på et 30-årigt fastforrentet boliglån i dag er 2,6 procent mod 4,2 procent for tre år siden.

– Selvom prisen på et gennemsnitligt hus er steget over de seneste år, betaler man i dag en lavere ydelse ved køb af det samme hus, siger Lone Kjærgaard, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en pressemeddelelse.

– Køber man et hus i dag på 140 kvadratmeter, løber den månedlige ydelse efter skat gennemsnitligt op i 6600 kroner. For tre år siden lå den månedlige ydelse for et tilsvarende hus på 140 kvadratmeter på 6950 kroner, siger hun.

Som huskøber kan du altså vælge mellem at købe et hus, der er syv kvadratmeter større, end du havde råd til for få år siden, eller du kan få reduceret den månedlige ydelse, og få et større fribeløb i hverdagen.

– Det er ikke store summer eller mange kvadratmeter, vi snakker om her, men syv kvadratmeter gør en stor forskel, hvis det betød, at man kunne købe en bolig med et ekstra teenage-badeværelse, siger Birgit Daetz.

I regnestykket består finansieringen af et realkreditlån på 80 procent af købsprisen, hvor renten er fast i 30 år. Hertil kommer et banklån i 20 år med en variabel rente på de resterende 20 procent af købsprisen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS