Fagforbund: Ledige udsat for grov forskels-behandling

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er forskelsbehandling, når ledige med korte uddannelser ikke tilbydes seks ugers jobrettet uddannelse, fordi de har en studenterhue.

Hvis du har en kort videregående uddannelse og mister dit arbejde, er det langt fra irrelevant, om du blev optaget på uddannelsen på baggrund af en studentereksamen eller erhvervserfaring.

Forårets beskæftigelsesreform lægger nemlig op til, at arbejdsløse, der blev optaget på deres erhvervsfaglige baggrund, har ret til seks ugers jobrettet uddannelse. Den gode får dem, der kom ind med deres eksamenspapir og hvide studenterhue ikke.

Og det er en klar forskelsbehandling fra politikernes side, mener FTF, der hovedorganisation for 450.000 offentligt og privatansatte danskere.

– Det giver ingen mening, at vores uddannelsessystem blåstempler to forskellige indgange til samme uddannelsesforløb for de studerende, når vores beskæftigelsesindsats så forskelsbehandler dem, hvis de er så uheldige at blive ledige, siger FTF-formand, Bente Sorgenfrey, i en pressemeddelelse.

Formålet med de seks ugers jobrettet uddannelse er fra politikernes side at holde de ledige tilknyttet arbejdsmarkedet. Men intet taler for, at de lediges muligheder adskiller sig, fordi de har forskellige erfaringer inden uddannelsen, understreger FTF.

– Det er åbenlyst uretfærdigt; Der er intet sagligt belæg for den forskelsbehandling, siger hun i pressemeddelelsen.

FTF og LO har i et høringssvar forsøgt at gøre partierne bag reformen opmærksomme på forskelsbehandlingen. De to hovedorganisationer mener, at et intensivt jobrettet uddannelsesforløb er den rigtige vej at gå for at forebygge langtidsledighed, men fremhæver, at muligheden bør gælde for alle med korte videregående uddannelser, uanset hvilken baggrund de blev optaget på.

Newspaq

Powered by Labrador CMS