Færrest tvangsauktioner i seks år

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Færre måtte gå fra hus og hjem i november. 2014 ser ud til at få laveste antal tvangsauktioner i seks år.

Med kun en måned tilbage af 2014 tegner der sig et billede af, at antallet af boligejere, der må gå fra hus og hjem, bliver det laveste, siden finanskrisen bragede igennem.

– Samlet set kommer 2014 til at ende med det laveste antal af tvangsauktioner siden 2008, og det er dermed en af årets mere positive historier i dansk økonomi, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, i en skriftlig kommentar.

Han gør status, nu da de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev bekendtgjort 268 tvangsauktioner i november mod 295 i oktober, når der er korrigeret for normale sæsonudsving. Det svarer til et fald på ni procent.

Til gengæld er der en meget lille stigning i den seneste tremånedersperiode, hvor antallet af tvangsauktioner steg fra 850 i perioden juni-august til 866 i september-november.

I årets første 11 måneder har der ifølge Christian Hilligsøe Heinig samlet været 3197 tvangsauktioner mod 4181 i samme periode sidste år. Det svarer til et fald på 23,5 procent.

– Historisk lave renter og bedring på både boligmarkedet og arbejdsmarkedet er uden tvivl de vigtigste forklaringer på den mere positive udvikling i antallet af tvangsauktioner gennem de senere år, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Ifølge Realkreditforeningens direktør, Karsten Beltoft, er det ikke så overraskende, at antallet af tvangsauktioner udvikler sig positivt. Flere faktorer gør det lettere for boligejerne at betale deres afdrag.

– De stabile beskæftigelsestal, den meget lave rente og det forhold, at boligejerne er sluppet for større prisstigninger i relation til boligudgiften, holder hånden under et stadigt presset boligmarked og medfører et lavt antal tvangsauktioner, siger Karsten Beltoft i en kommentar.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS