Færre klager over dårlig sagsbehandling ved Skat

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Skat modtog sidste år 366 klager over uhensigtsmæssig sagsbehandling. Det er 24 procent end i 2013.

Medarbejderne i Skat er tilsyneladende blevet bedre til at servicere borgerne korrekt.

I hvert fald viser Skats egne tal, at antallet af klager over uhensigtsmæssig sagsbehandling er faldet med 24 procent i forhold til sidste år.

366 personer klagede sidste år over for lang sagsbehandlingstid, mangelfuld vejledning eller medarbejdernes adfærd.

Det er en del færre end de 480 klager i 2013 eller de 495 klager året før.

– I min optik er udviklingen en positiv konsekvens af, at Skat de seneste år har øget fokus på at yde en professionel og korrekt service overfor borgere og virksomheder med udgangspunkt i den aktuelle situation, siger Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen.

En række sager mod blandt andre fotomodellen Camilla Vest og Jesper “Kasi” Nielsen, hvor Skats medarbejdere viste sig at være gået meget aggressivt til værks, skred daværende skatteminister Holger K. Nielsen (SF) ind.

Han bad om en redegørelse for Skats metoder, og det førte senere til tjenestemandssager mod seks ansatte.

Samtidig indskærpede Jesper Rønnow Simonsen, at Skats medarbejdere skal opføre sig korrekt og ordentligt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS