Færre får HPV-vaccinen: Vi vil se flere dødsfald
Den ophedede debat om HPV-vaccinen har resulteret i en lavere tilslutning - færre end nogensinde får vaccinen, der kan redde liv
– Hvis vi ikke får tilslutningen op igen, vil vi se flere tilfælde af livmoderhalskræft.
Så kontant er meldingen fra Palle Valentiner-Branth, afdelingslæge og afdelingsleder for infektionsepidemiologi ved Statens Serum Institut, om den faldende tilslutning til HPV-vaccinen.
I en ny udgivelse skriver Sundhedsstyrelsen, at tilslutningen til HPV-vaccinen er faldende, og kun 73 procent af årgang 2002 fik den første vaccine – tallet falder til 57 procent ved anden vaccine.
Palle Valentiner-Branth fortæller, at tilslutningen er faldet yderligere for årgang 2003.
– Det er brandærgerligt. Vi mener bestemt, at de gavnlige effekter langt overstiger de mulige bivirkninger, siger han til newsbreak.dk.
Netop bivirkninger har givet anledning til stor debat i medierne de senere år.
– Der er nok ikke tvivl om, at debatten har skabt frygt i befolkningen, fortæller han.
– Vi har haft svært ved at rette op på det, det må vi blive bedre til.
Human papillom-virus og HPV-vaccinen
HPV er en helt almindeligt forekommende virus, som bliver overført ved sex og seksuel kontakt. Når man er seksuel aktiv, er der stor sandsynlighed for, at man en eller flere gange i sit liv får overført HPV. Som regel helbreder kroppen selv en HPV-infektion, men i nogle tilfælde forsvinder infektionen ikke, og så er der risiko for at udvikle livmoderhalskræft.
Der findes mange forskellige typer HPV. Det er HPV-typerne 16 og 18, der er skyld i 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark. Smitte med HPV giver ikke symptomer, så man kan gå rundt med infektionen uden at vide det.
HPV-vaccinen er en del af det danske børnevaccinationsprogram og anbefales til piger, der er fyldt 12 år. HPV-vaccinationen beskytter mod de typer af HPV-virus, der er skyld i langt de fleste tilfælde af livmoderhalskræft.
Cirka 100 kvinder dør af livmoderhalskræft om året i Danmark. Der er cirka 370 nye tilfælde hvert år.
(Kilde: Sundhedsstyrelsen)