Færgeforbindelse danner motorvejskø

Foto: Scandlines.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er rigtig mange bilister, som skal med færgen fra Rødby Havn på Kristi Himmelfartsdag. Så mange, at trafikken i området har stået mere eller mindre stille det meste af dagen.

Det oplyser Vejdirektoratet, som torsdag har kunnet følge en lang kø på Sydmotorvejen mod Rødby Havn.

»Det skyldes hverken vejarbejde eller ulykker, men der er simpelthen så mange, der vil med færgen på samme tidspunkt. De triller meget langsomt dernede,« siger vagthavende hos Vejdirektoratet Rune Johansen torsdag sidst på eftermiddagen.

Hos Scandlines, der sejler fra Rødby til Puttgarden, bekræfter kommunikationschef Anette Svendsen, at der er tryk på færgeafgangen.

»Jeg har lige talt med mine folk dernede, og der er rigtigt travlt. Der har været travlt hele dagen, og lige nu skal man vente op til to færgeafgange, før man kan komme med,« informerer hun og fastslår samtidig, at der dog ikke er noget usædvanligt i, at der er kø for at komme med færgen:

»Sådan plejer det at være på Kristi Himmelfartsdag.«

Udover kødannelsen på Sydmotorvejen mod Rødby Havn har trafikanter ved Horsens V også måttet væbne sig med tålmodighed efter en ulykke, som tidligere torsdag spærrede motorvej E45 i sydgående retning, og ved Borup på Vestmotorvejen har bilister også holdt i kø på grund af et uheld torsdag formiddag.

Ifølge Vejdirektoratet bliver næste dag med tryk på trafikken søndag, hvor trafikanter landet over forventes at vende snuden hjemad efter miniferien. Særligt bilister, som skal til København, bør nok pakke en ekstra madpakke til køreturen.

»Når man kører mod København fra E20 eller E47, så er der vejarbejde, når man kommer tæt på Køge, og derfor vil mange opleve at skulle holde i kø på søndag,« siger Rune Johansen.

Powered by Labrador CMS