Fængsles for voldtægtsforsøg på 12-årig pige
En 15-årig dreng fremstilles i grundlovsforhør i sag om forsøg på voldtægt. Han blev ellers løsladt mandag
En 15-årig dreng, der er sigtet for forsøg på voldtægt, skal sidde varetægtsfængslet de næste fire uger.
Det står klart efter et grundlovsforhør ved Retten i Odense tirsdag formiddag.
Drengen er sigtet for forsøg på voldtægt af en 12-årig pige, oplyste Fyns Politi tirsdag.
Der er tale om den samme dreng, der mandag blev anholdt i sagen, men derefter løsladt, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi.
Drengen er altså anholdt igen og fængslet.
Det var fredag eftermiddag, at pigen blev overfaldet, trukket ind i et buskads og udsat for anden seksuel omgang end samleje, oplyste politiet. Det skete i bydelen Fraugde ved Odense.
Overfaldet på stisystem
Pigen var nogle minutter før overfaldet stået af bussen ved lægehuset. På vej hjem ad stisystemet mellem Flittergræsset og Fraugde-Radby-Vej blev hun pludselig grebet bagfra.
Politiet bad borgere henvende sig, hvis de havde set gerningsmanden, og allerede lørdag havde flere borgere tippet politiet.
Efter straffeloven er der tale om voldtægt, når ofret er mindreårig, også når der er tale om anden seksuel omgang end samleje.