Fængselsboss raser over mafiametoder
Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen vil ikke acceptere, at hans medlemmer udsættes for grov chikane
– Det er jo som taget ud fra filmen The Godfather.
Sådan siger Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen til Newsbreak.dk efter et af hans medlemmer, en kvindelig fængselsbetjent fra Sønder Omme Fængsel, torsdag åbnede sin hoveddør og fandt et afskåret gedehoved liggende udenfor.
– The Godfather er en af mine yndlingsfilm. Og scenen med det afskårne hestehoved er ikonisk. Derfor er det frygteligt at stå i en situation, der ligner den scene. Frygteligt for den kvindelige fængselsbetjent, der åbnede sin dør og fandt gedehovedet. Man ved jo, at gerningsmændene har stået lige dér, siger Bo Yde Sørensen til Newsbreak.dk.
I filmen The Godfather er den fiktive mafiaboss Vito Corleone berømt og berygtet for at give sine modstandere “et tilbud de ikke kan afslå”. I en scene i filmen vågner en filminstruktør op med et afskåret, blodigt hestehoved under dynen.
– Vi har tænkt meget over om – og i givet fald hvordan – vi skulle fortælle omverden om denne hændelse. Vi valgte at gå ud med det denne gang. Men jeg vil gerne understrege, at det kun er toppen af isbjerget i chikanesager, der kommer til offentlighedens kendskab, siger Bo Yde Sørensen, der i sine 22 år i Kriminalforsorgen aldrig har oplevet noget lignende.
Mange chikanesager
– Mine medlemmer oplever mange mindre chikanesager – dels på arbejde, dels privat. Men heldigvis er der langt mellem de meget grove sager. De kommer lidt i bølger, siger de fængselsansattes boss.
Af grove sager kan Bo yde Sørensen nævne fængselsansatte, der er blevet råbt af under indkøbsturen i Føtex, en mand der blev stukket ned foran sin kone og deres fælles børn samt en meget omtalte sag fra sommeren 2016, hvor en fængselsbetjent blev skudt i benet på vej på arbejde i Nyborg Statsfængsel.
– Det er meget grove sager, som vi selvfølgelig er kede af. Men de sker. Også selv om vi i forvejen er opmærksomme på ikke at sætte os i situationer, hvor det kan gå galt, siger fængselsbossen og giver som eksempel sine egne rejseforanstaltninger:
– Når jeg skal fra Odense til København til møde, så tager jeg aldrig toget, hvis jeg kan se at jeg lander på Odense Banegård efter klokken 18. Så tager jeg bilen i stedet. Sådan burde det ikke være, men sådan er det, siger Bo Yde Sørensen.
Langt over stregen
Fængselsformanden har ikke på stående fod tal på, om chikanerne er blevet hyppigere eller grovere.
– Det er egentlig også underordnet. I dette tilfælde er det ganske enkelt langt over stregen. Vi skal ikke tåle sådanne ting bare fordi vi er fængselsbetjente. Det er ikke bare en erhvsrisiko. Det er ganske alvorligt, siger Bo Yde Sørensen.
Op på hesten
Heldigvis er Kriminalforsorgen blevet meget bedre til at hjælpe fængselsbetjente, der bliver udsat for grov chikane.
– I gamle dage var det bare “op på hesten igen”. Sådan er det ikke længere. Kriminalforsorgen har kriseforanstaltninger, der hjælper medlemmerne i det omfang, de ønsker det.
Mangler beskyttelse
At det ifølge Straffeloven giver en særlig hård straf at gå i flæsket på offentlige ansatte – herunder fængselsbetjente – er ikke noget der imponerer Bo Yde Sørensen.
Straffelovens paragraf 119 skal ellers beskytte personer i offentlig tjeneste mod vold. Men i stedet for at give en særlig hård straf er det ifølge fængselsbossen nærmest en formildende omstændighed at gå efter en person som er offentlig ansat.
– Sådan oplever vi det i hvert fald. Vi føler, at den beskyttelse paragraf 119 skulle give os nærmest virker omvendt. At fordi vi er fængselsbetjente nærmest må forvente, at der bliver gået hårdt til os. Det er ikke acceptabelt. Chikane og overfald er nærmest en erhvervsrisiko vil skal leve med i vores branche, siger Bo Yde Sørensen.
Newsbreak.dk ville gerne have haft et interview med den kvindelige fængselsbetjent, der fik det afskårne gedehoved lagt foran sin dør torsdag – men det har endnu ikke været muligt.