Fængselsbetjent sætter spørgsmålstegn ved rygeforbud: – Fysisk umuligt at håndhæve

Justitsminister Søren Pind (V) vil indføre indendørs rygeforbud i landets fængsler.

Søren Pind vil have indført rygeforbud i landets fængsler. Modelfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Både Alternativet, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti går nu ind for at forbyde rygning i de danske fængslers indemiljø – dermed også i de indsattes celler. Står det til justitsminister Søren Pind (V) skal al indendørs rygning i landets fængsler ligeledes være forbudt.

I dag er det allerede som udgangspunkt forbudt at ryge indendørs i Kriminalforsorgens institutioner. Forbuddet omfatter dog ikke de indsattes celler og besøgsrum, hvor det er den indsatte, der bestemmer, om der må ryges eller ej.

Det vil justitsministeren altså nu lave om på, fremgår det af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.

Baggrunden er en undersøgelse fra Fængselsforbundet, der viser, at syv ud af ti fængselsbetjente plages af passiv rygning på arbejdet. Det samme gælder for de indsatte. En undersøgelse fra Kriminalforsorgen, viser at 24 procent af de indsatte føler sig generet af medfangers rygning. Problemet opleves størst i de lukkede fængsler, hvor 29 procent af de indsatte oplever røggener, mens det samme gælder for 24 procent i de åbne fængsler og 21 procent i arresthusene.

– Overalt i det offentlige er der indført rygeforbud, og jeg ser ingen grund til, at det samme ikke også bør gælde i fængsler og arresthuse, udtaler justitsministeren og fortsætter:

– Passiv rygning har i mange år været en sundhedsmæssig belastning for vores ansatte i fængsler og arresthuse, og de ansatte plages af passiv rygning i en sådan grad, at Arbejdstilsynet er gået ind i sagen.

– Det bliver vi nødt til at tage alvorligt. De ansatte har krav på at kunne bevæge sig rundt i røgfri miljøer, mens de er på arbejde.

Der vil dog som hidtil være mulighed for at ryge på udendørs arealer.

Lovforslaget er onsdag sendt i høring og forventes at blive fremsat i Folketinget i slutningen af oktober, fremgår det af pressemeddelelsen, ifølge Ritzau.

Forbundet bakker op

Hos Fængselsforbundet, der er fagforeningen for landets fængselsfunktionærer, er der opbakning til forslaget, men også undren over, at der ikke tidligere er sket noget.

– Det handler jo om fængselsbetjentenes arbejdsmiljø, og der kan ikke være tvivl hos nogen om, at et røgfyldte lokaler er meget sundhedsskadelige. Stort set alle andre arbejdspladser er jo lysår foran på det her punkt, siger Forbundssekretær Allan Kjær på forbundets hjemmeside.

Og det ærgrer ham, at politikerne har været længe om at vægte arbejdsmiljøet højt nok til at turde forbyde røgen.

– Det undrer mig, at der ikke er flere politikere, der før har ønsket at tage ansvar i denne sag. Den eneste reelle løsning er en ændring af lovgivningen.

Uset udfordring

Nogle af de personer, sagen tager sit udgangspunkt i, er altså de fængselsansatte, og Newsbreak.dk har talt med en sådan. Han ønsker ikke at stå frem med navn, men det er redaktionen bekendt. Over for Newsbreak.dk retter han opmærksomheden mod et problem, der endnu ikke har været nævnt i forbindelse med debatten om rygeforbuddet, der meget vel kan indføres i de danske fængsler.

– Egentlig synes jeg, det er fint, at vi skal færdes i et røgfrit miljø. Men i forvejen er vi en branche, der er hårdt presset mandskabsmæssigt. Bliver der indført et rygeforbud i cellerne, risikerer vi at skulle bruge hele natten på at rende rundt, hver gang en røgalarm bliver sat i gang, fordi forbuddet bliver overtrådt, siger han.

I forbindelse med indelåsningen, der sker om natten i danske fængsler, er de indsatte forvist til deres celler, og fængselsbetjenten frygter for, at en stor del af denne periode vil gå med at skulle holde øje med fanger, der ryger i cellerne.

– Det bliver jo fysisk umuligt at håndhæve forbuddet, når vi efter en hver episode også skal skrive en rapport. Det er vi simpelthen ikke mænd nok til, siger fængselsbetjenten.

I det oplæg, der findes fra politikerne, vil det fortsat være tilladt at ryge udenfor, men det er aften og nattetimerne, der kan blive en udfordring.

Når man er i fængsel, handler det jo også om, at man skal modtage en straf?

– Det er også rigtigt, men det kommer jo til at gå ud over os, de ansatte, siger fængselsbetjenten til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS