Fædrebarsel skal hjælpe ligeløn

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Ligelønsloven blev vedtaget i 1976, men mændenes lønpose er stadig tungere end kvindernes.

Det vil den være de næste 111 år, viser en fremskrivning, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har lavet, og det kan ikke være rimeligt, mener man hos DJØF.

»For DJØF er det et ufravigeligt krav, at kvinder og mænd får lige løn for samme arbejde, og det er uacceptabelt, at ligelønnen har så lange udsigter, når vi har en lov om ligeløn med mange år på bagen,« siger Edith Jakobsen, arbejdslivspolitisk chef i DJØF.

DJØF, som repræsenterer mere end 80.000 medlemmer, foretog i 2013 en ligelønsanalyse af deres medlemmer med en lang videregående uddannelse. Den viser, at mændene i gennemsnit tjener 65.539 kroner om måneden, mens kvinderne må stille sig tilfredse med en månedsløn på 52.677 kroner.

Barselsorlov for kvinder en klods om benet

Edith Jakobsen mener, at kvindernes fravær i forbindelse med barselsorlov, kan være en klods om benet, når der skal forhandles løn.

»Vi har en ikke-kønsneutral lovgivning på barselsområdet, og det betyder i praksis, at kvinderne typisk tager den lange barsel. Derfor bliver kvinder anset for at være en mindre fleksibel arbejdskraft, og det smitter af på løncheckens størrelse,« siger hun.

Hvis man skal gøre sig forhåbninger om ligeløn før 2126, som SFIs fremskrivning viser, skal man ifølge Edith Jakobsen justere på den skæve fordeling af barselsmuligheder mellem den offentlige og den private sektor, fordi det ville gøde jorden for et opgør med mandefag og kvindefag.

»En af de oplagte veje til at bryde det kønsopdelte arbejdsmarked på er den ulige fordeling af barselsorloven. Orlovsmulighederne er gode i den offentlige sektor, og omvendt er der absolut plads til forbedring på det private arbejdsmarked. Øremærket barsel til fædre vil derfor fremme mobiliteten mellem offentlig og privat sektor, hvis der også i den private sektor bliver taget højde for, at både mænd og kvinder har familieansvar,« siger hun.

Powered by Labrador CMS