Fædre holder mindre barsel end de ønsker
En ny undersøgelse viser, at mænd gerne vil holde mere barsel, end de i virkeligheden gør.
At kvinder er dårligt stillet på arbejdsmarkedet, fordi de bliver gravide og går på barsel, hører man ofte. Men faktisk føler mændene sig også dårligt stillet, når de skal indtage far-rollen, viser en ny undersøgelse. Det skriver Avisen.dk.
– Vi fandt ud af, at mange mænd gerne vil holde mere barsel, end de gør. Det er et tegn på, at mænd gerne vil bryde med uligheden og have mere tid sammen med deres børn, fortæller Kenn Warming, forsker på Institut for Menneskerettigheder til Avisen.dk.
Sammen med et hold af forskere har han undersøgt, om danske fædre og mødre føler sig diskrimineret, når de får børn. Et af de markante resultater var, at mændene går på kompromis med deres drøm om mere tid med deres nyfødte barn.
Det kan arbejdsmarkedsforsker Anette Borchorst fra Roskilde Universitet godt genkende.
– Flere undersøgelser viser, at fædre gerne vil være mere sammen med deres børn. Men lovgivningen har ikke fulgt med de nye familiemønstre. Derfor står mændene rigtig svagt og har i flere brancher ingen rettigheder, siger hun til Avisen.dk.
Der er flere grunde til, at fædre holder mindre barsel, end de kunne tænke sig. Den helt store er økonomi. De har simpelthen ikke råd til at gå ned i løn i en længere periode.
Men den næststørste grund til at mændene dropper tiden med den nyfødte er faktisk moren selv. Hele 35 procent svarer, at det er fordi moren ville have resten af barslen, at de ikke selv holdt mere. Hun vil nemlig gerne have barslen for sig selv, og det accepterer faren i langt de fleste tilfælde.
– Det ligger i vores kultur, at kvinderne er længst tid på barsel. Særligt de ufaglærte og lavtuddannede kvinder vil gerne holde lang barsel, siger Anette Borchorst til Avisen.dk.
Undersøgelsen viser også, at 12 procent af mændene er blevet spurgt, om de venter barn eller overvejer at få et, når de er til jobsamtale. Og det er på trods af, at det er ganske ulovligt at spørge om.
/ritzau/FOKUS