Facebook trækker bremsen efter kritik
Efter pres fra datasikkerhedsmyndigheder udskyder Meta planer om at anvende brugeres data til AI-træning.
Meta, der er selskabet bag Facebook og Instagram, udskyder sin plan om at anvende brugeres data til at træne kunstig intelligens i Europa.
Det sker, efter at Irlands databeskyttelseskommission (DPC) har bedt selskabet sætte en stopper for planerne.
Det oplyser Meta fredag ifølge Reuters.
Er skuffede
- Vi er skuffede over anmodningen, der kommer fra DPC på vegne af de europæiske datasikkerhedsmyndigheder. Særligt fordi vi har indarbejdet feedback fra myndighederne, der har været informeret siden marts.
- Vi er fortsat overbeviste om, at vores tilgang er i overensstemmelse med de europæiske love og regler. Træning af kunstig intelligens er ikke unik for vores tjenester, og vi er mere åbne end de fleste af vores konkurrenter, skriver Meta.
Ikke tilstrækkeligt
For en uge siden klagede den europæiske datasikkerhedsorganisation Noyb over Meta i 11 europæiske lande.
Noyb mente ikke, at det var tilstrækkeligt, når Facebook ville nøjes med at informere brugerne om, at deres data fremover kan blive brugt til at træne kunstig intelligens.
Organisationen mente i stedet, at Meta skal følge de gældende GDPR-regler i EU og bede om samtykke hos den enkelte bruger, som altså også skal have muligheden for at sige nej.
Glæder sig
DPC skriver i en meddelelse fredag, at den glæder sig over Metas beslutning om sætte planerne på pause i hele EU.
- Beslutningen er truffet efter et intensivt samarbejde mellem DPC og Meta, skriver DPC og tilføjer, at kommissionen fortsat vil samarbejde med Meta i forhold til spørgsmålet om brugerdata.
Træner kunstig intelligens
Meta har tidligere informeret sine brugere om, at tech-giganten fra 26. juni forbeholder sig retten til at anvende brugernes data til at træne kunstig intelligens.
Det kan være tekst, billeder og beskeder, som brugerne har lagt på Facebook, og det kan både være private og offentligt tilgængelige data.
Der er ikke tale om data i form af private beskeder sendt via Messenger.
Kræver materiale
Både Google, Microsoft og OpenAI har udviklet kunstig intelligens, der har sproglig forståelse. Det er sket ved at træne systemerne med millioner af menneskeskabte tekster.
Meta vil gerne udvikle en lignende algoritme, der både kan generere tekst og billede, og det kræver altså råmateriale mage til det, som brugere af Facebook og Instagram i årevis har lagt op på selskabets servere.