Facebook-gruppe deler storskrald i Aarhus: Har over 40.000 medlemmer
Tuisndvis af mennesker lægger billeder af deres skrald op på Facebook, så andre kan hente det.
Har du en gammel sofa eller måske ekstra lasagne? Så gør som tusinder af andre i Aarhus, og læg et billede af det op på Facebook. Et par timer efter er det hentet. Du kan derefter sende en tak til Facebook gruppen “Storskrald i Århus kan du finde her”, for ikke selv at skulle slæbe sofaen nedad trapperne og ud til genbrugspladsen.
Det var i maj 2011, at Anders Schunk var ude og gå med sin datter, da han lagde mærke til alle de ting, der var smidt som skrald på gaden rundt omkring i Aarhus.
Blandt alt skramlet fandt han en stol, han syntes var fed, men som han ikke selv havde plads til. Han ville derfor spørge sine venner, om de kunne bruge stolen, men da det var besværligt at sende SMS’er rundt til hele hans netværk, oprettede han en Facebook-gruppe i stedet.
Selv har Anders skrevet følgende om gruppen på Facebook:
“Projektet handler om at få reddet brugbart storskrald fra de store ovne i Lisbjerg (altså, genbrug), men også at få skabt interesse for gaderummet som visuel kultur. Denne gruppe er oprettet med det komplekse og kaotiske som forbillede. Alt hvad der er lagt op til er spontan deltagelse.”
Mange vil gerne give
Det startede med et billede og en adresse på en stol, men i dag har gruppen næsten 41.000 medlemmer. Konceptet greb hurtigt om sig, og Mark Skiffard Noesgaard Sørensen, medadministrator af gruppen, ved godt hvorfor:
– Mange vil gerne hjælpe andre og give ting de ikke skal bruge, men det kan godt være besværligt. Gruppen er derfor en hjælp for begge parter.
Selv lægger Mark de ting, han ikke skal bruge op på gruppen. Er de ikke blevet hentet efter et par timer, ringer han efter storskrald.
Både Anders og Mark er overrasket over, at gruppen er blevet så stor en succes, men Mark nævner selv, hvad der skiller den ud fra sider som Den Blå Avis og Gul og Gratis.
– På de andre sider kan man også give ting væk, men der skal du som modtager vide, hvad du leder efter. I den her gruppe får du en masse forslag, og så skal du selv tage stilling til, om du kan bruge det. Det er tilfældigt, hvad der kommer op, og det er styrken.
Seks halmballer
Igennem de fem år gruppen har eksisteret, er der dog også dukket mange besynderlige ting op. Der er blandt lagt SM-kors, ballondyr og seks halmballer op på Facebook.
Og de sjove indlæg bliver ikke slettet efterhånden, som tingene hentes.
– Vi sletter ikke indlæggene, det er en sjov dokumentation af gruppen, siger Mark.
Efter forespørgsler om at slette indlæggene på gruppen skrev Anders følgende:
“Har du/I prøvet at kigge alle gruppens billeder igennem? Jeg gør det med stor fornøjelse. Det er en slags rejse i mørbanket mammon. Storskrald kan måske ses som ustadig gadekunst. Det er fantastisk, når et fortov bliver indrettet med lamper, lænestole og babysenge. Der bliver nærmest åbnet op ind til folks hjem/liv/gøren. Det er dét, vi indfanger her – med vores billeder og tekst. Og det skal vi ikke slette.”
Folk opfører sig pænt
Trods det store medlemstal kører siden nu af sig selv. De forbedrede Facebook funktioner gør det nemlig nemt for brugerne at markere upassende opslag, så de to adminstratorer ikke skal igennem alle indlæggene selv.
– Vi prøver at holde det så simpelt som muligt, men jeg er overrasket over, hvor pænt folk opfører sig. Der er en slags selvjustits, der sørger for, at der er meget få problemer.
Mark og Anders er begge uddannede som folkeskolelærere. Men hvor Mark i dag arbejder på Samsøgades Skole i Århus, er Anders blevet selvstændig som freelance medieproducent.
Gruppen kan findes på Facebook her.