Få virksomheder står for dansk eksportlæs
Eksporten har stor betydning for beskæftigelsen. Hver fjerde privatansatte arbejder i en eksportvirksomhed.
Mere end halvdelen af Danmarks eksport af varer kommer fra færre end 200 store virksomheder inden for industri og engroshandel.
De store virksomheder med flere end 250 ansatte stod for 54 procent af eksporten i 2012, selv om de kun udgjorde to procent af alle danske eksportvirksomheder. Det fremgår af Statistisk Tiårsoversigt, som Danmarks Statistik udgiver tirsdag.
Tyskland er Danmarks største samhandelspartner. Tyskerne aftager 16,3 procent af danske varer, og eksporten til vores tyske naboer har en værdi på 100 milliarder kroner.
Sverige er andet største marked med 12 procent og en eksportværdi på knap 80 milliarder, mens Storbritannien som det tredje største marked aftager 8,3 procent af den danske eksport. Danmark sælger varer til briterne for knap 60 milliarder årligt.
Men fjerne markeder har også fået øje på danske varer gennem de seneste 10 år. Kina er rykket op i dansk eksports top-10 liste over de fjerne lande, der køber flest varer i Danmark. Eksporten til Kina havde i 2013 en værdi på 20 milliarder kroner – svarende til tre procent af eksporten.
Selv om de store virksomheder med i gennemsnit over 250 ansatte står for over halvdelen af eksporten, er de små og mellemstore virksomheder – som der er flest af – også godt med om bord på eksporttoget. De står for de resterende 46 procent af eksporten og eksporterer primært til nærmarkederne.
Eksporten af varer til udlandet har stor betydning for dansk økonomi, da mere end halvdelen af danskernes samlede produktion målt i bruttonationalproduktet (BNP) udgøres af eksporten.
Eksportvirksomhederne bidrager ikke kun med indtjening til Danmark. Eksporten er også vigtig for den private beskæftigelse. Hver fjerde privatansatte i Danmark arbejder i en eksportvirksomhed.
/ritzau/