Få succes med frugttræer på minimal plads

Drømmen om frugttræer kan blive til virkelighed, selv om du har meget begrænset plads eller dyrker det på en altan

Offentliggjort Sidst opdateret

Saftige æbler og sprøde pærer. 

Hvis du drømmer om at høste din helt egen frugt, behøver du langtfra at have plads til en hel plantage.

Faktisk kan du få meget frugt ud af et enkelt træ på en altan.

Det fortæller Nanna Louise Teckemeier, som er ejer af Altanguru, hvor hun deler tips til at holde have med minimale pladsforhold, og medforfatter til bogen "Din have - dine regler".

- Det kan godt blive til et par kilo frugt, selv hvis man har et frugttræ i en krukke, siger hun.

Jo mere plads træet kan boltre sig på, jo bedre er mulighederne for at få mere frugt.

Hold øje med, om dit træ er selvbestøvende eller kræver bestøvning fra andre træer. I en villahave er der typisk et andet æble- eller pæretræ i nærheden, der kan sikre bestøvning fra et andet træ, men det kan være en udfordring på en altan. (Arkivfoto).
Hold øje med, om dit træ er selvbestøvende eller kræver bestøvning fra andre træer. I en villahave er der typisk et andet æble- eller pæretræ i nærheden, der kan sikre bestøvning fra et andet træ, men det kan være en udfordring på en altan. (Arkivfoto).

- Man kan nok klare sig med en potte på omkring 30 liter, men man skal helst op i omkring 50 liter og en diameter på cirka 45 centimeter, lyder rådet fra Nanna Louise Teckemeier.

Du kan i princippet kaste dig ud i at dyrke alverdens forskellige frugter. Men et godt sted at starte er med æbler. Alternativt kan du kaste dig over pærer eller blommer.

Når du køber et frugttræ, vil den sort, du køber, typisk være podet på en grundstamme af en anden sort. Det er grundstammen, der afgør, om træet bliver lille eller stort.

Sørg for at vælge en sort, der er forædlet til at kunne trives på lidt plads eksempelvis i en krukke.

Økonomisk med pladsen

- Det nemmeste er at spørge på sin planteskole, siger Nanna Louise Teckemeier.

Du kan også vælge såkaldte søjletræer, som er slanke træet med meget korte grene, hvor frugten sidder koncentreret inde ved stammen. På den måde kræver træet ikke ret meget plads.

Har du meget lidt plads, kan du i stedet vælge en frugtbusk, der er stammet op, så det ligner et lille træ, foreslår Nanna Louise Teckemeier.

En anden mulighed for at være økonomisk med pladsen er at binde dit træ op ad et espalier - altså en form for gitter op ad væggen. Det forklarer Trine Bekker, som er gartner hos Aldershvile Planteskole.

Forsøg dig med figen 

- Så binder man grenene op, leder dem ud til hver side og klipper dem til. Så holder man træet tæt ind til væggen, og det ikke fylder ret meget udadtil, siger hun.

Hun foreslår, at du kaster dig ud i æbler, pærer eller blommer. Du kan også forsøge dig med figen eller bærbuske som ribs eller stikkelsbær.

Har du aldrig prøvet at have et frugttræ før, foreslår hun at lægge ud med et æbletræ. Det er også nemt at beskære, siger Trine Bekker.

- Det er en god idé at vælge nogle af de sorter, der vokser langsommere, når man vil have dem på lidt plads. Det gælder eksempelvis discovery eller rød ananas, siger hun.

Powered by Labrador CMS