Få henvendelser i drabssag efter udlovning af dusør
Fredag udlovede politiet 84.000 kroner som dusør i sagen om Louise Borglit-drabet.
Fredag offentliggjorde Københavns Vestegns Politi, at der i forbindelse med det bestialske drab på 32-årige Louise Borglit i Elverparken i Herlev 4. november 2016, udloves en dusør for oplysninger, der kan føre til drabets opklaring.
Det er desværre ikke fordi, at telefonerne har kimet hele weekenden hos Københavns Vestegns Politi.
– Vi har fået nogle få henvendelser. Vi havde håbet på nogle flere, siger politikommissær Ole Nielsen fra politikredsen, mandag til Newsbreak.dk.
Ole Nielsen fortæller, at de få oplysninger går på forskellige ting.
– Og nogle af dem er undersøgt i forvejen, siger han.
Omkring de henvendelser, der er kommet ind i løbet af weekenden, er politikommissæren ikke ligefrem fortrøstningsfuld:
– Det er min umiddelbare vurdering, at disse henvendelser ikke fører noget med siger, siger han.
Cyklist efterlyses
Også fredag efterlystes endnu et muligt vidne i drabssagen, nemlig en kvindelig cyklist
– Vi kan konstatere, at hun var i området, ved indgangen til parken og gerningsstedet, lige før Louise blev fundet, fortalte Ole Nielsen fredag til Newsbreak.dk.
– Hun kommer cyklende fra syd mod nord på Tornerosevej kort tid før klokken 19.00, sagde politikommissæren.
Det er ikke meget, Ole Nielsen fredag kunne fortælle om kvindens signalement. Sikkert er det dog, at der er tale om en kvinde. Hun er mellem 30 og 40 år gammel, kørte med cykelhjelm, og hendes cykel var rød og gul.
– Måske har hun set gerningsmanden eller en person, der kan have været ved gerningsstedet, sagde Ole Nielsen.
Luftede søsterens hund
Louise blev dræbt 4. november 2016 i Elverparken i Herlev. Her var hun, fordi hun luftede sin søsters hund. Det var vaskeægte novembermøgvejr, og Louise var derfor iført sin svogers regntøj.
På et tidspunkt mødte Louise den person, der slog hende ihjel med adskillige knivstik, og lige siden har man fra politiets side forsøgt at finde frem til, hvem der end myrdede Louise Borglit.
Man har fulgt adskillige spor og efterlyst et væld af vidner.
Kender du en kvinde, der kan tænkes at have været i området omkring Elverparken i Herlev om aftenen 4. november, der kører på en rød og gul cykel?
Så hører politiet meget gerne fra dig på telefon 114. Det er her værd at nævne, at 4. november 2016 var den dato, hvorpå årets Tuborg Juleøl blev lanceret. Det kan være, at det kan hjælpe nogen med at huske, hvad de lavede den dag.
Dusøren er i øjeblikket på 84.000 kroner.