Få forklaringen: Derfor bruger du så meget arbejdstid på toilettet

I løbet af et år bruger kontoransatte mere end 50 timer på et toilet. En ny undersøgelse viser, hvor meget tid hver kontoransat bruger og ikke mindst hvorfor.

Et toiletbesøg kan snildt være længere end det burde. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Når skrivebordet er fyldt op, mobilen skal tjekkes eller man bare har brug for at træde af på naturens vegne, så er toilettet som oftest den eneste rigtige løsning på arbejdspladsen. Men hvor lang tid bruger en kontoransat i princippet på toilettet om dagen?

Hygiejne-virksomheden Initial har undersøgt sagen ved at tjekke 2.000 kontoransattes toiletvaner i Storbritannien. Og her viste det sig, at de ansatte i løbet af en dag i gennemsnit brugte 13 minutter og 31 sekunder på toilettet.

Men det er langt fra stærk aftensmad fra dagen før, der er skyld i de lange toiletbesøg. Derimod er det en anden lille tidsrøver, der gør, at toiletbesøget strækker sig udover dets egentlige formål – nemlig smartphonen.

De 2.000 britiske kontoransatte svarede nemlig, at fire ud af ti brugte smartphonen, mens de var på toilet.

Toilettet er en bakteriebombe

Et toilet er ikke altid det bedste sted at opholde sig, da bakterierne er mange. Særligt på en arbejdsplads er der mange bakterier, da der er mange brugere af faciliteterne.

– Et toilet er bare ikke et sted, man bør opholde sig mere end højst nødvendigt. Det er trods alt på toiletter og badeværelser, at vi kommer i berøring med rigtig mange af hinandens bakterier, siger Maria Brix Balle til Ekstra Bladet.

I alt bruger de 2.000 kontoransatte knapt 53 timer om året på firma-toilettet.

Powered by Labrador CMS