Få en forsker hjem i stuen

Offentliggjort Sidst opdateret

Forskere fra Syddansk Universitet rykker ud med gratis foredrag i private hjem, virksomheder, skoler, foreninger og forsamlingshuse under Forskningens Døgn.

Superstrenge, sociale medier eller Vietnamkrigens spøgelser? Det er blot tre af de emner, forskere på Syddansk Universitet og andre forskningsinstitutioner i Syddanmark er klar med foredrag om fra den 23.-25. april.

I forbindelse med Forskningens Døgn rykker nogle af Danmarks skarpeste hjerner ud af universiteter og forskningsinstitutioner og tilbyder gratis foredrag i private hjem, skoler og uddannelsessteder, forsamlingshuse, på arbejdspladser og biblioteker.

Alle har fra i dag mulighed for at bestille et foredrag på forsk.dk. Den eneste betingelse er, at man kan samle et publikum på mindst 15 personer, stiller passende rammer for publikum og forsker til rådighed og betaler for forskerens transport.

De syddanske forskere deltager i arrangementet “Bestil en forsker” sammen med kolleger landet over. I alt tilbyder flere end 100 forskere foredrag om en lang række emner. Det er muligt at bestille en forsker frem til den 31. marts.

En del af Forskningens Døgn

Bestil en Forsker er en del af videnskabsfestivalen Forskningens Døgn, som finder sted 23.-25. april med flere hundrede arrangementer landet over.

I 2014 blev der bestilt 419 gratis foredrag i hele landet. Det er det største antal, siden Forskningens Døgn blev afholdt for første gang i 2005.

Powered by Labrador CMS