Everton vinder hele 6-2 over Sunderland

Foto: Carl Recine/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

I en målrig anden halvleg rev Evertons offensiv Sunderland fra hinanden og sikrede en sejr med tenniscifre.

Da Sunderland fem minutter ind i anden halveg kom på 2-2 efter at have været nede med 0-2 ude mod Everton, lurede et flot comeback.

I stedet tog Evertons farlige offensiv fat, og med fire scoringer på tyve minutter blev Sunderland sendt hjem med en lussing på 2-6.

Kampens helt store spiller var angriberen Arouna Koné. Han stod bag henholdsvis assist og mål ved 1-0 og 2-0, inden han bankede de sidste søm i kisten, da han fuldbyrdede sit hattrick til 5-2 og 6-2.

De øvrige Everton-scoringer stod Gerard Deulofeu, Romelu Lukaku og Sunderland-spilleren Sebastián Coates med et selvmål for.

Selvmål

I det 55. minut satte Coates selvmålet ind til 2-3, og det indvarslede 20 rædselsfulde minutter for gæsterne, hvor Koné lukkede og slukkede til 6-2 med et kvarter igen.

De to Sunderland-mål var signeret Jermain Defoe og Steven Fletcher.

Med sejren hopper Everton op på 8.-pladsen i Premier League, hvor Sunderland fortsat ligger næstsidst.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS