Eurovision-top får fratrædelse på 7,4 millioner kroner
Wonderful Copenhagens afgående ledelse får millionfratrædelse efter sangshow, som blev 100 millioner dyrere.
Det vakte stor opsigt sidste år, da afholdelsen af sangkonkurrencen Eurovision endte med at blive tre gange dyrere end budgetteret.
Nu skal der så lægges nogen millioner kroner til den samlede regning, da Wonderful Copenhagen udbetaler en samlet fratrædelsesgodtgørelse på 7,4 millioner kroner til ledelsen, som trådte tilbage eller blev fyret i kølvandet på Eurovision-sagen.
Det fremgår af turistorganisationens årsregnskab for 2014, der viser et underskud som følge af Eurovision sidste år i København, hvor budgettet skred med mere end 100 millioner kroner.
Det førte til en større fyringsrunde, hvor hver 10. medarbejder skulle fyres.
I en pressemeddelelse, der følger med årsregnskabet, fremgår det ikke, hvilke ledere der er tale om, men at det drejer sig om “fratrædelsesgodtgørelser til ledelsesmedlemmer på 7,4 millioner kroner”.
Efter 20 år i stillingen som direktør for Wonderful Copenhagen trak Lars Bernhard Jørgensen sig fra sin stilling, mens underdirektør og direktør i projektselskabet bag showet, Martin Bender, blev fyret som følge af sagen.
Det var Wonderful Copenhagen, der stod for sangkonkurrencen og dermed var ansvarlig for scenelokaliteten, hvor tre bærende søjler i de gamle B & W-haller skulle rives ned, så der kunne panoreres over publikum og scene.
Planen var, at søjlerne efterfølgende skulle genopføres.
Wonderful Copenhagens nye bestyrelse var samlet for første gang tirsdag, hvor årsberetningen “Resultater, der tæller” med et underskud på knap 19,5 millioner kroner blev godkendt.
Underskuddet skyldes fratrædelsesgodtgørelser, omkostninger til advokatundersøgelse, udskiftning af direktøren og endelig et tabt tilgodehavende på 12 millioner kroner til projektselskabet ESC, der blev oprettet i forbindelse med Eurovision.
Wonderful Copenhagens bestyrelsesformand, Peter Højland, har ikke ønsket at uddybe regnskabet over for Ritzau.
I en pressemeddelelse, der blev sendt ud efter bestyrelsesmødet tirsdag, er der fokus på fremtiden.
– Jeg er glad for, at vi nu er godt i gang med en ny og stærk bestyrelse, og at vi med dagens beslutninger har håndteret årets resultat, så vi kan lægge fortiden bag os og fokusere på den fremadrettede resultatskabelse.
– Rekrutteringen af en ny direktør følger planen, og i bestyrelsen ser vi frem til snart at kunne præsentere en ny administrerende direktør, siger Peter Højland.
Efter Eurovision-sagen stillede ni ud af 10 bestyrelsesmedlemmer deres mandat til rådighed. De er alle skiftet ud.
Eurovision i København havde det højeste seerantal hidtil med 195 millioner tv-seere fra medlemslandene.
/ritzau/