Europol anholder 179 og beslaglægger flere ton stoffer

I en storstiler aktion har Europol anholdt hele 179 personer og beslaglagt tonsvis af ulovligt narkotikum. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Gennem flere uger har politi på tværs af EU og uden for EU sammen forsøgt at forhindre kriminelle grupper i at handle med våben, smugle narkotika og indvandre ulovligt i Europa.

Operationen, der er koordineret af EUs politisamarbejde, Europol, har ført til 179 anholdelser, og samtidig er næsten tre ton kokain samt 250 kilo syntetisk narkotika blevet beslaglagt. Det oplyser Europol i en pressemeddelelse fredag.

Retshåndhævende myndigheder fra i alt 28 EU-medlemslande, 11 lande uden for EU og andre internationale partnere har samarbejdet om operationen kaldet »Operation Blue Amber«, hvis seneste fase er blevet gennemført mellem 21. september og 4. oktober. I en tidligere fase af operationen mellem 4. maj og 24. juni blev flere end 500 personer anholdt, og 2,8 ton kokain samt 110 kilo heroin blev beslaglagt.

»Succesen med »Operation Blue Amber« fremhæver vigtigheden af internationalt samarbejde i bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Det er vores opgave som politi at beskytte menneskers frihed i verden, og det her er vores reaktion mod kriminelle aktiviteter over hele verden. Som en del af Europols forpligtigelse til at gøre Europa til et mere sikkert sted, vil vi fortsætte med at støtte sådanne undersøgelser i fremtiden,« lyder det fra Europols direktør, Rob Wainwright, i pressemeddelelsen.

Europol forventer yderligere arrestationer og retsforfølgelser i takt med de opfølgende undersøgelser i operationen.

Powered by Labrador CMS