EU vil se flysikkerheden efter i sømmene efter styrt

Her ses den 27-årige andenpilot. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Havarirapporten efter Germanwings-styrtet i marts får EU’s transportkommissær til at se reglerne igennem.

Onsdagens foreløbige havarirapport om flystyrtet 24. marts, hvor en 27-årig andenpilot tilsyneladende med vilje tog 149 mennesker med sig i døden, får torsdag EU’s transportkommissær til at beordre en gennemgang af de europæiske regler.

Transportkommissær Violeta Bulc beder Det Europæiske Flysikkerhedsagentur om at nedsætte en ekspertgruppe, der skal gennemgå konklusionerne i rapporten om det styrtede Airbus A320-fly fra Germanwings.

Eksperterne bliver bedt om blandt andet at se på kravene til låsesystemer i cockpitdøre, procedurerne for at komme ind og ud af cockpittet, samt reglerne for overvågning af piloters helbred.

Det første møde i ekspertgruppen vil blive holdt allerede torsdag, oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

Blandt deltagerne vil være sikkerhedsfolk og læger fra både luftfartsbranchen og myndigheder.

Den foreløbige rapport fra den franske havarikommission, BEA, tyder på, at den 27-årige andenpilot Andreas Lubitz øvede sig i nedstigninger med flyet på sin næstsidste flyvning få timer inden styrtet.

De nye oplysninger bekræfter den overordnede antagelse om, at Lubitz med vilje fik flyet til at knuses mod en bjergside på tilbagerejsen fra Barcelona til Düsseldorf.

Det var på et tidspunkt, hvor flyets kaptajn var smækket ude af cockpittet, og Lubitz nægtede at lukke ham ind igen.

Det er yderligere kommet frem i rapporten, at Lubitz ignorerede adskillige forsøg på radiokontakt fra både luften og landjorden, og at andenpiloten hele to gange tidligere dumpede en sundhedstest på grund af depression.

Da Lubitz i 2009 fik godkendelse til at flyve, var det på betingelse af, at han løbende gik til medicinske undersøgelser.

I andenpilotens hjem blev der fundet iturevne sygemeldinger, blandt andet fra den dag, han sad ved roret, da flyet styrtede.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS