EU udleder mindre drivhusgas

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

EU-landene har sænket udledningen af drivhusgasser med 19 procent siden 1990 og nærmer sig 2020-klimamål.

EU har sænket udledningen af drivhusgasser i 2013 og er dermed tæt på at opfylde en af målsætningerne i EU’s 2020-mål, der siger, at landene i EU skal sænke udledningen med en femtedel.

Det viser en ny rapport fra EU-Kommissionen og Det Europæiske Miljøagentur.

Rapporten viser, at udledningen af drivhusgasser faldt med 1,8 procent i 2013 i forhold til året før. Med faldet er den samlede udledning nu 19 procent under niveauet i 1990 og nærmer sig dermed ifølge EU-rapporten 2020-målet.

Ud over udledningen går 2020-målene også på, at 20 procent af energiforbruget i EU skal komme fra vedvarende energi. Samtidig skal der være 10 procent vedvarende energiformer inden for transportsektoren.

Afgående klimakommissær Connie Hedegaard erklærer sig tilfreds med udviklingen og siger, at EU er parat til investere yderligere for at nå målene i klimaaftalen for 2030, som EU-landene blev enige om i sidste uge.

– Ved at nå vores klimamål for 2020 viser vi, at vi er parat til at give den en tand mere. Og hvad endnu mere er: Det viser, at vi i EU har skåret kraftigt ned for emissionerne, siger hun i en pressemeddelelse.

EU-lederne blev i sidste uge enige om en aftale, der siger, at medlemslandene frem mod 2030 forpligter sig til, at andelen af vedvarende energi skal udgøre 27 procent. CO2-udslippet skal skæres “mindst 40 procent”.

Den nye klimaaftale har dog fået kritik fra flere sider. Den danske regering har også meldt ud, at man gerne havde set et mål for vedvarende energi på 30 procent, men har erklæret sig tilfreds med aftalen.

Klimakommissær Connie Hedegaard siger, at det kræver betydelige investeringer, hvis klimamålene frem mod 2030 skal opfyldes. Hun mener dog, at det ser ud til, at medlemslandene er parate til at investere.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS