EU-Domstolen: Skype kan forveksles med Sky
EU-Domstolen har tirsdag givet Sky medhold i, at virksomhedens logo og navn kan forveksles med Skypes.
Telekommunikationsvirksomheden Skypes logo og ordlyd kan forveksles med mediegiganten Skys.
Det har EU-Domstolen tirsdag slået fast, skriver nyhedsbureauet dpa.
Siden 2003 har varemærket “Sky” og dets logo været registreret som et varemærke på en række onlineprodukter, og i 2004 og 2005 registrerede Skype sit navn på produkter inden for samme branche.
Siden har Sky flere gange klaget til EU, fordi virksomheden mente, at der var en god chance for, at forbrugerne kunne blive forvirrede over de to brands.
Det gav EU Sky medhold i, og Skype valgte at indgive sagen for EU-Domstolen i håb om at få den omstødt.
Det har EU-Domstolen så afvist tirsdag, og domstolen har på den måde endnu en gang givet Sky medhold i, at der fonetisk og visuelt er ligheder mellem de to ord og logoer, som kan forvirre forbrugerne.
Domstolen har lagt vægt på, at ordet “Sky” indgår i ordet “Skype”, og at den sky, der omgrænser ordet “Skype” i virksomhedens logo, kan associeres med ordet “Sky”.
Afgørelsen gælder kun i forhold til EU-landene, og den kan appelleres til EU-Domstolens højeste instans.
/ritzau/dpa