Et nummer med ni cifre – det er simpelthen et enkelt for meget
Der kan være fare på færde. hvis du eksempelvis bliver ringet op af telefonnummer 698527739, der - ud over den danske landekode "+45" - rummer hele ni cifre. Det er altså et for meget - og du skal lade være med at besvare opkaldet.
Det sker med jævne mellemrum, at journalisterne på Newsbreak.dk’s redaktion modtager mere eller mindre obskure telefonopkald.
At vi eksempelvis bliver ringet op af telefonnummer 698527739 – eller et andet nummer med ni cifre efter landekoden “+45”.
Og en del af dem er helt åbenlyst falske – som eksempelvis mandag 28. maj, hvor et nicifret nummer adskillige gange søgte kontakt på redaktionen.
Det særlige er nemlig, at nummeret på skærmen optræder med landekoden “+45”, som jo plejer at være bevis for, at det er et dansk nummer.
Er du i tvivl – så undlad at besvare opkaldet
Men da antallet af cifre efter landekoden er på ni i stedet for otte, så er der altså ugler i mosen. Tæl selv efter. hvis du bliver ringet op af telefonnummer 698527739.
Vi undlod at besvare opkaldet – og fulgte dermed TDC’s råd i forhold til sikker mobiltelefoni.
– Som kunde er det vigtigt at kende advarselstegnene på svindel og vide, hvordan man undgår det. Det kan man få gode råd om på vores hjemmeside, forklarer Helle Hvidt Wallentin til Newsbreak.dk.
Hun er kommunikationspartner hos TDC Group – moderselskab for blandt andre YouSee.
Bliver forbundet til udenlandsk telefonsvarer
Telefonsvindlen kan optræde i flere former. Eksempelvis ved at der ringes kort op og lægges på, inden modtageren nærmest når at registrere opkaldet.
I stedet ser det ud til, at der er et ubesvaret opkald. Og ringer man tilbage, så bliver man forbundet til en telefonsvarer i udlandet, og kommer til at betale en meget høj minutpris.
– Hos TDC arbejder vi naturligvis hele tiden på at minimere svindlernes mulighed for at lave de forskellige fupnumre, så kunderne bliver mindst muligt generet af det, understreger Helle Hvidt Wallentin.
Mystisk at det overhovedet kan lade sig gøre
På Newsbreak.dk har vi spurgt, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at have et “dansk” telefonnummer med ni cifre.
– Det er ikke noget, som vi ønsker at kommentere, fortæller Helle Hvidt Wallentin.
Det handler formentlig om, at TDC ikke ønsker at række eventuelle svindlere en lillefinger ved at fortælle om, hvordan det i detaljer hænger sammen, at man kan have ni cifre, når nu alle andre numre i Danmark har maksimalt otte cifre.
Helle Hvidt Wallentin opfordrer i stedet kunderne til at læse med på TDC’s hjemmeside, hvor der er flere gode råd.
Mulighed for at blokere telefonnummeret
Mest vigtigt er det, at man er klar over, hvem der ringer – så vidt det er muligt.
- Tjek om det er et nummer, du kender.
- Tjek antallet af cifre. Begynder nummeret med ‘+45’, skal der efterfølgende være otte cifre; hverken flere eller færre. Der må ikke indgå parenteser eller andre tegn i nummeret.
- Er du det mindste i tvivl, så lad være med at ringe tilbage.
Man kan med fordel meddele sit telefonselskab, at man har været ude for fup, således at der kan lukkes for serieopkaldene hurtigst muligt og måske kan man også forsøge at standse betalingen.
Endelig kan man også – med få snuptag – blokere nummeret på sin smartphone. Dermed skulle man gerne undgå fremtidige opkaldt – i hvert tilfælde fra det respektive nummer.