Ét land løb med alle pengene
Førstepræmien på trekvart milliard i Eurojackpot blev udløst
Fodboldelskere kender det gamle ordspil.
"Fodbold er et simpelt spil: 22 mænd jagter en bold i 90 minutter og til sidst vinder Tyskland."
Det tilskrives den tidligere engelske landsholdsspiller Gary Lineker efter Englands nederlag til Tyskland i VM-semifinalen i 1990.
Nu kan Lotto-spillere over hele Europa erklære sig enige med Linekers analyse
Løb med trekvart milliard
For Tyskland blev den helt store vinder, da der tirsdag aften var over 750 millioner kroner til en enlig vinder i Eurojackpot, der har deltagelse af 18 lande.
Én heldig spiller i Berlin løb med førstepræmien uden at skulle dele med andre.
En dansker var blandt 17 vindere af andenpræmien på 7,6 millioner kroner, men også her dominerede tyskerne.
Hele 14 tyskere - heraf tre fra Berlin - løb med andenpræmien og får råd til at lægge lidt ekstra under juletræet i år.