Et-årig tæt på druknedøden i Lalandia – reddet af gæst og livredder
En hurtig indsats af en gæst og en livredder har sandsynligvis reddet en knap to-årig dreng fra druknedøden.
En et-årig dreng var søndag eftermiddag tæt på at miste livet i Lalandia i Billund.
Det skriver jv.dk.
Den lille dreng faldt i vandet og kunne ikke holde sig oppe.
Til alt held blev han opdaget af en gæst, der kunne hive ham op af vandet.
Ifølge fungerende vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi var drengen livløs, da han kom op.
Det lykkedes dog en livredder at give førstehjælp og på den måde få liv i drengen igen.
Ulykken skete klokken 14.45.
Smuttet fra familien
– Det viser sig, at drengen kortvarigt var smuttet fra familien, som rendte rundt i badelandet og ledte efter ham. Han er så plumpet ned over bassinkanten, siger Mikkel Ross til jv.dk.
Drengen blev kørt til observation på Kolding Sygehus, og det ser ud til, at han slipper uden nogle mén. Livredderen, som gav førstehjælp og dermed reddede drengens liv, kan se frem til en hæder.
Det har ikke mandag været muligt at få en kommentar fra direktør i Lalandia, Jan Harrit.