Esbjerg besejrer Odense i chancefest på isen
Der var hele 70 skud på mål, da Esbjerg Energy slog Odense Bulldogs med 4-3 efter overtid.
Esbjerg Energy lægger afstand til Odense Bulldogs i landets bedste ishockeyliga, Metal Ligaen, efter at esbjergenserne kunne rejse hjem fra den fynske hovedstad med en 4-3-sejr mandag aften.
En rodet og hektisk, men samtidig temmelig underholdende kamp blev afgjort af Esbjergs hollandske back Mike Dalhuisen, der lavede sejrsmålet knap fire minutter inde i overtiden.
Det var en kamp mellem to hold med tydeligt nordamerikansk præg, og det gav publikum masser af action og i alt 70 skud på mål.
Topscorer på måltavlen
Sune Hjulmand og Wade Bergman gav Esbjerg en 2-0-føring i første periode, men i kampens anden tredjedel kom Odense flot tilbage.
Først reducerede Henry Hardarson til 1-2, og fire minutter før afslutningen på anden periode fik Metal Ligaens topscorer, Dale Mitchell, udlignet i overtalsspil.
I endnu en powerplay-situation bragte fynboerne sig endda foran i tredje periode, men Brock Nixon sørgede for udligningen til 3-3 otte minutter før tid.
Esbjerg og Odense er fortsat nummer fire og fem i Metal Ligaen, men forskellen på de to hold er nu på tre point. Esbjerg har 22 point mod Odenses 19.
/ritzau/