Eriksen sætter stopper for måltørke
Husker du ‘Eriksen time’? Den periode, hvor Christian Eriksen ofte scorede i kampenes døende minutter.
Han er ikke tilbage i den målform. Men søndag stoppede han en lang måltørke, som længe var en skærende kontrast til ‘Eriksen time’, da han blev målscorer i Tottenhams 3-1-sejr på udebane mod Newcastle.
Før den scoring var det 77 dage eller 14 kampe siden, at Christian Eriksen havde scoret i nogen som helst kamp for klub- eller landshold. Men med et frisparksmål i Tottenhams 3-1-sejr på udebane mod Newcastle sluttede den negative stime.
Målet var et frisparksmål. Ikke et af de flotte af slagsen, men af den type hvor frisparkstageren egentlig laver et indadskruet indlæg, hvor ingen når frem til bolden, så den ender med at snyde målmanden og hoppe i mål. Det var sådan et, Christian Eriksen lavede efter 53 minutter og dermed bragte sit hold foran 2-1.
Danskeren har selv sat forventningerne til ham højere op på grund af perioden fra slut november til slut januar, hvor han gjorde det til en vane at afgøre kampe i de sidste minutter. Fem gange scorede han inden for kampenes sidste tyve minutter.
Efter Eriksens mål skulle Newcastle forsøge at skaffe et bedre resultat, men Tottenham bevarede dominansen og var flere gange tæt på at udbygge føringen. Det var dog først i kampens sidste minutter, at Tottenham fik som fortjent, da Harry Kane kunne gøre det til 3-1. Det var angriberens 20. mål i Premier League, hvilket bringer ham utroligt tæt på at slå rekorden som den mest scorende Tottenham-spiller i en sæson.
Lige nu er det Gareth Bale, der har den med sine 21 mål i sæsonen 2012/13