Eriksen: -Jeg føler mig bedre nu

"Tak, jeg giver ikke op." Sådan lyder de første ord fra Christian Eriksen, efter han lørdag aften faldt om og modtog livreddende førstehjælp under landskampen mod Finland

Christian Eriksen har modtaget mange hilsener, efter han lørdag faldt om med hjertestop under Danmarks første EM-kamp. Foto: Hannah Mckay/REUTERS
Christian Eriksen har modtaget mange hilsener, efter han lørdag faldt om med hjertestop under Danmarks første EM-kamp. Foto: Hannah Mckay/REUTERS
Offentliggjort Sidst opdateret

For første gang udtaler Christian Eriksen sig om det, der skete, under Danmarks første EM-kamp på hjemmebane mod Finland lørdag aften.

"Jeg føler mig bedre nu – men jeg ønsker at forstå, hvad der skete," lyder det fra Christian Eriksen.

Det oplyser den italienske journalist Fabrizio Romano ifølge Dagbladet på Twitter, hvor han refererer til en udtalelse, som den 29-årige danske fodboldstjerne er kommet med via sin agent og ven, Martin Schoots, til den italienske sportsavis Gazetta dello Sport.

"Jeg ønsker at sige tak til jer alle for det, I gjorde for mig," lyder det videre.

Ser frem til at heppe

Til avisen fortæller Schoots, at han søndag morgen havde en samtale med Eriksen, hvor danskeren spøgte og lod til at have det godt, men at han endnu afventer undersøgelser fra lægerne på Rigshospitalet.

Agenten fortæller videre, at han har taget imod henvendelser fra nær og fjern om Eriksen, som har sin familie omkring sig.

Beskederne har ifølge agentens udtalelser varmet Eriksen, som skulle være glad, da alle beskederne har givet ham en forståelse af, hvor meget kærlighed han har omkring sig.

Han ser ifølge Martin Schoots frem til at heppe på sine holdkammerater mod Belgien torsdag dansk tid.

Genoplivet med ét stød

Christian Eriksen kollapsede på banen i Parken i slutningen af første halvleg og modtog hjertemassage og stød med hjertestarter, inden han blev kørt væk i en ambulance.

Søndag fortalte landsholdets læge, Morten Boesen, på DBU's pressemøde, at der var tale om et hjertestop. Ifølge lægen blev Eriksen genoplivet med ét stød med hjertestarteren, 

Landsholdsspillerens tilstand er fortsat stabil. Han ligger indlagt på Rigshospitalet til yderligere observation og undersøgelser.

Der er endnu ingen forklaring på, hvorfor Christian Eriksen faldt om med hjertestop. 

Powered by Labrador CMS