Eriksen er nomineret til endnu en flot hæder
Christian Eriksen er med blandt andre Paul Pogba og Raheem Sterling nomineret som månedens bedste i ligaen.
Tottenhams danske stjernespiller, Christian Eriksen, er igen blandt de nominerede til prisen som månedens spiller i Premier League. Det blev en kendsgerning tirsdag, hvor der blev sat navne på syv udvalgte.
Eriksen er nomineret sammen med Pierre-Emerick Aubameyang (Arsenal), Jake Livermore (West Bromwich), Jordan Pickford (Everton), Paul Pogba (Manchester United), Raheem Sterling (Manchester City) og Wilfried Zaha (Crystal Palace).
Eriksen har haft en fremragende måned, hvor det blev til tre scoringer og to måloplæg i holdets fem kampe.
Den danske kreatør slog tonen an på aprils første dag, da han tordnede en udligning i mål på langskud, så Tottenham på udebane vendte 0-1 til sejr på 3-1 mod London-rivalen Chelsea.
I den efterfølgende kamp scorede Eriksen det første mål, da Tottenham slog Stoke 2-1.
Senere på måneden reducerede Eriksen i nederlaget til Manchester City.
Også på månedens sidste dag havde han en fod med i afgørelsen. Så sent som mandag aften lagde han op til Dele Allis 1-0-mål i sejren på 2-0 over Watford.
Eriksen har ligesom målmanden Jonas Lössl været nomineret til prisen tidligere i denne sæson, men ingen af dem vandt.