DEN SORTE SVANE

Erhvervsmand tiltalt i sagen

Der er rejst tiltale mod Køge-Calle, som blev kendt i TV 2's dokumentar "Den sorte svane". Han nægter

Offentliggjort Sidst opdateret

Han kunne trylle sorte penge hvide, lod han TV 2's muldvarp vide i dokumentaren "Den sorte svane".

Nu er Køge-Calle, der har det borgerlige navn Carl Richard Christensen, blevet tiltalt for hvidvask.

Det skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i anklageskriftet.

Modtog mindst 5,6 millioner 

Ifølge mediet er han tiltalt for at have modtaget mindst 5,6 millioner kroner af Frank Errington Olsen, der er tidligere medlem af Hells Angels. Pengene stammer ifølge politiet fra kriminalitet og blev hvidvasket.

Blandt skal Køge-Calle på vegne af den tidligere HA-rocker have købt flere ejendomme i Spanien.

Hvidvasken foregik ifølge tiltalen i perioden 2020 til 2023, skriver Ekstra Bladet.

30. september blev Frank Errington Olsen af Københavns Byret idømt fængsel i seks år og syv måneder. Det var for handel af omkring 730 kilo hash og besiddelse af en pistol.

En kvindelig jurist med kriminelle forbindelser er muldvarp i dokumentaren "Den sorte svane" og iscenesætter situationer, hvor kriminelle og jurister begår kriminalitet.

Hvidvasket mind 750.000 kroner 

I et andet forhold skal Køge-Calle via falske fakturaer have hvidvasket mindst 750.000 kroner. Det skal være sket i 2022.

Køge-Calles forsvarer oplyser til Ekstra Bladet, at han nægter sig skyldig.

På Østsjælland er Køge-Calle en kendt figur i erhvervslivet, idet han blandt andet har ejet en lang række ejendomme.

Desuden har han haft god forbindelse til det lokalpolitiske liv, har TV 2's dokumentar berettet. Han var også selv socialdemokratisk medlem af byrådet i Køge tilbage i 2010 til 2014.

Personligt konkurs 

Efter at han medvirkede i TV 2's dokumentar har Køge-Calle trukket sig fra alle sine bestyrelsesposter, og tidligere på måneden skrev Finans, at han er gået personligt konkurs.

I "Den sorte svane" mødtes TV 2's muldvarp, Amira Smajic, med advokater, rockere og andre, og der blev blandt andet snakket om kriminalitet.

Møderne blev optaget med skjult kameraer, og optagelserne blev vist i dokumentaren.

Siden er der opstået flere sager mod de ufrivilligt medvirkende i dokumentaren. Ud over Køge-Calle gælder det den tidligere advokat Lise Roulund, som er tiltalt for hvidvask. Hun nægter sig ligeledes skyldig.

Powered by Labrador CMS