Er sket for hver anden kvinde
En ny undersøgelse peger på omfattende problemer med krænkelser og mobning i 11 danske ungdomspartier
Citathistorie: Information.
Næsten hver anden kvinde, som er medlem af et ungdomsparti og har deltaget i en ny undersøgelse, har været udsat for seksuel grænseoverskridende adfærd eller krænkelser inden for de seneste to år.
Det viser rapporten ’Samvær og kultur i ungdomspolitiske fællesskaber’, som er udarbejdet på initiativ fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
Det skriver Information.
38 procent af medlemmerne i undersøgelsen svarer også, at de har oplevet mindst én gang inden for de seneste to år at blive udelukket fra socialt eller fagligt samvær, nedgjort på grund af deres seksualitet, køn, hudfarve eller udseende, kaldt skældsord eller blevet bagtalt.
National chef i Sex og Samfund, Lene Stavngaard, hæfter sig ved, at det i undersøgelsen er "meget tydeligt", at man i ungdomsorganisationerne er mere udsat som kvinde, eller hvis man tilhører en seksuel eller etnisk minoritet.
Formand for DUF, Chris Preuss, kalder tallene "chokerende".
- Der er alt for mange, som oplever mobning og grænseoverskridende adfærd. Det er en hæmsko for vores demokrati, siger han til Information.
-Uhørt kultur
Anna Kjær er forkvinde for SF Ungdom og udtaler sig til Information på vegne af alle 11 ungdomsorganisationer, som har deltaget i undersøgelsen. Hun mener, at rapportens konklusioner er "voldsomme".
-Den viser en forskruet og totalt uhørt kultur i alle ungdomspartierne, som vi alle sammen tager meget alvorligt. Vi er glade for, at vi har fået lavet rapporten og nu kender omfanget, så vi kan slå mere konkret ned på problemet, siger hun.
Undersøgelsen er udarbejdet af Sex og Samfund og Børns Vilkår i perioden 15. januar til 31. maj i år. Den omfatter spørgeskemabesvarelser fra 1.169 medlemmer samt 23 dybdegående interviews med 39 medlemmer.
Vil ændre kulturen
Rapporten kommer i kølvandet på flere historier om en problematisk kultur i ungdomspartierne.
DUF vil som resultat af undersøgelsen oprette en whistleblowerordning, en lederuddannelse og en uvildig rådgivning.
- Foreningslivet skal være et trygt sted at være. Jeg bilder mig dog ikke ind, at vi ændrer kulturen hen over natten. Det er et generelt samfundsproblem, så vi vil hele tiden følge op og opdatere vores indsats, siger Chris Preuss.
Megastjerner råber højt om AIDS
Husker du Emma Holten? Her er hun i dag