Er jeg tyk? Danske børn har forkert billede

En ud af tre 11-årige piger definerer i undersøgelse sig selv som værende ”for tykke”, selvom kun hver tiende i virkeligheden er overvægtig

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Kristeligt Dagblad.

Der er et stort misforhold mellem andelen af børn og unge, der mener, de er overvægtige og det reelle omfang af overvægt blandt børn og unge.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

I Danmark svarer 30 procent af landets 11-årige piger og 41 procent af landets 13-årige således i en ny international undersøgelse, at ”de synes, de er for tykke”.

Pigernes selvbillede står i skærende kontrast til, at det i realiteten blot er godt 10 procent af de 11- og 13-årige, der i sundhedsvidenskabelige termer kan betragtes som værende moderat eller svært overvægtige.

Det fremgår af en ny rapport ”Spotlight on adolescent health and well-being” (Fokus på teenageres sundhed og velbefindende), der er udgivet af Verdenssundhedsorganisationen WHO’s europæiske kontor og bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt flere end 200.000 børn på tværs af 43 europæiske lande.

Tallene viser samtidig, at danske børn og unge mellem 11 og 13 år er nogle af de mindst overvægtige i Europa, mens deres negative kropsopfattelse er på niveau med gennemsnittet blandt europæiske børn.

Børns Vilkår finder tallene bekymrende og ser dem som et udtryk for et samfund, hvor nogle børn og unge i stigende grad stræber efter det perfekte.

Flere piger er utilfredse

Organisationen har netop selv udgivet en rapport om stress, der blandt andet viser, at hver fjerde pige i 9. klasse føler sig utilfreds med sin krop.

– På Børnetelefonen får vi mange henvendelser fra børn, der angiver deres vægt og højde og fortæller, at de gerne vil tabe sig. Men de tør ikke tale med nogen om det. Forventningspresset på unge er stort, og der er en bekymrende tendens til, at nogle børn og unge i stigende grad måler sig op mod hinanden og stræber efter det perfekte, også når det perfekte er uopnåeligt. Det kan føre til mistrivsel. Når vi sætter en målenhed som body mass index (bmi) op for børnene, så vil nogen navigere efter det. Det er ikke det samme som, at vi ikke skal bruge bmi. Men vi skal have en bevidsthed om, at den slags måleenheder påvirker børn mere, end vi tror, siger børnefaglig konsulent i Børns Vilkår Ida Hilario Jønsson.

Hun opfordrer forældre og andre tæt på børnene til at spørge åbent ind til barnets følelser og anerkende dem og desuden at rose andre ting end netop udseende.

I galleriet ovenfor kan du desuden se gode råd til, hvordan du kan få dit barn til at tabe sig.

Powered by Labrador CMS