Er han FCKs nye træner?

Morten Bruun ser David Nielsen som eneste superligatræner med personlighed til at tage over i FC København.

David Nielsen hilser her på den nu fyrede FC København-træner Ståle Solbakken. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

FC København skal på jagt efter en permanent afløser for Ståle Solbakken, efter at nordmanden nu er væk.

Fodboldkommentator Morten Bruun, der er tilknyttet Discovery, har svært ved at få øje på en oplagt kandidat blandt de danske trænerkolleger i Superligaen.

Han fremhæver dog David Nielsen, der har stor succes i AGF og har en fortid som spiller i FCK.

– Umiddelbart ville jeg sige, at David Nielsen kunne have den personlighed, der skal til.

– David Nielsen har også lidt FCK-dna, som jo også er noget af det, vi som udenforstående kigger efter, siger Morten Bruun.

– Vi kigger på klubbens tidligere spillere, de øvrige superligatrænere, og hvad der så ligger derudover fra andre ligaer, ved vi for lidt om. Men det er et stort job, og FCK vil godt kunne tiltrække store internationale navne, vurderer kommentatoren.

Bortset fra David Nielsen kan Morten Bruun ikke se andre superligatrænere tage over hovedstadsklubben, når han en efter en går dem igennem.

Kender for lidt til

En anden tidligere FCK-spiller, der i dag gør sig som træner, er Christian Poulsen. Han er i øjeblikket assistenttræner i den hollandske storklub Ajax Amsterdam.

– Ham kender jeg simpelthen for lidt til som træner, siger Morten Bruun.

Discovery-eksperten forventer, at FCK vil lade U19-træner Hjalte Bo Nørregaard og William Kvist køre efteråret ud som midlertidig trænerduo, før der sættes navn på en permanent afløser for Solbakken.

– Der er kun ni kampe tilbage af efteråret, så jeg tror, at FCK tænker, at der er grænser for, hvor meget man kan sætte til i tabellen med en midlertidig trænerduo. Simpelthen fordi spillermaterialet er så godt.

– På den måde har FCK god tid til at sondere markedet og hente den næste permanente træner. Der er nok også folk, der er i job, der skal kontaktes, og man ser jo ofte, at det er folk med klub-dna, siger Morten Bruun.

– Hvis jeg var Hjalte Bo Nørregaard, så ville jeg da også tænke, at jeg kunne sætte pres på ledelsen ved at vinde de næste ni kampe, men jeg anser det som usandsynligt, siger han.

Stod stærkt

Fyringen af Ståle Solbakken kommer bag på Morten Bruun, der havde forventet, at nordmanden havde mere snor hos ledelsen.

Selv om mesterskabet glippede i sidste sæson, så fik Solbakken til sidst reddet en andenplads hjem.

– Da sæsonen 2019/20 var forbi, der stod han jo virkelig stærkt. FCK var endt som nummer to i Superligaen og havde kvalificeret sig til Europa, og de havde saftsuseme også været i Europa League-kvartfinalen mod Manchester United, siger Morten Bruun.

I Superligaen har der dog været flere nederlag end sejre i 2020, og så formåede københavnerne heller ikke at holde det europæiske momentum, da man for nylig missede en plads i Europa Leagues gruppespil.

Solbakken betegnede selv nederlaget til kroatiske Rijeka som den mørkeste dag i sin FCK-tid.

– Spørgsmålet er, om han var blevet fyret, hvis de havde kvalificeret sig til Europa Leagues gruppespil. Det kan vi ikke vide, siger Bruun.

Rejser sig

Selv om der i øjeblikket er krise i FCK, der blot har hentet fire point efter fire spillerunder i Superligaen, så forventer Discovery-eksperten, at københavnerne rejser sig.

Kvaliteten i truppen er til mere end det, tabellen i øjeblikket viser.

– Det ved Gud i himlen, den er. Det er helt vildt, hvis de ikke kan blive nummer to. Men der er også spillere, der skal kigge sig selv i spejlet.

– Man kan diskutere sammensætningen af truppen, og om den er for dyr, men når man kigger på dem spiller for spiller, så skal de blive minimum nummer to, siger Morten Bruun.

Powered by Labrador CMS