Er du hoppet på disse myter om hovedpine?
Der florerer mange myter om hovedpine og migræne, men det er langt fra alle, du skal navigere efter, lyder det fra en professor
Det er de færreste af os, der går gennem livet uden hovedpine.
Faktisk bliver 80 procent ramt af spændingshovedpine inden for et år, mens 15 procent får migræne, oplyser Nationalt Videnscenter for Hovedpine.
Derfor er der med tiden opstået en række myter om den dunkende folkesygdom, som du dog ikke altid skal tage for gode varer.
Her guider en professor dig gennem fem af dem:
Man kan tage hovedpinepiller på forhånd
Det kan være fristende med en pille, hvis frygten for hovedpine melder sig.
– Vi hører om mange folk, der tager hovedpinepiller om morgenen inden arbejde, fordi de er så bange for, at de skal få hovedpine op ad dagen, siger Hanne Johannsen, der er formand for Migræne og Hovedpineforeningen.
Men den holder ikke.
– Det er vigtigt, at man ikke tager piller på forhånd, men venter og ser, hvad det udvikler sig til, siger Rigmor Højland Jensen, der er professor i hovedpine og neurologiske smerter ved Rigshospitalet Glostrup og leder af Dansk Hovedpinecenter.
Både fordi du ikke ved, om det overhovedet bliver til noget, men også fordi du risikerer at udvikle et overforbrug af medicin.
Man kan få hovedpine af hovedpinepiller
Har du tendens til meget hovedpine eller migræne, er det korrekt, at du kan forstærke den ved at tage for meget hovedpinemedicin. Dog ikke, hvis det blot er for en uge.
– Men tager man almindeligt smertestillende eller migrænemedicin for hyppigt, så kan det ske, forklarer Rigmor Højland Jensen.
Migræne er bare en slem hovedpine
Migræne er en speciel slags hovedpine, der føles som en søsyge kombineret med dundrende hovedpine.
Samtidig er du generet af lys, lyd, kvalme og opkast, hvilket ikke er tilfældet ved den hovedpine, de fleste kender til. Anfaldet varer mellem 4 til 72 timer og bliver forstærket af fysisk aktivitet, forklarer Rigmor Højland Jensen.
Derfor hjælper det ikke at tage en almindelig hovedpinepille.
– Folk tror, at man bare kan tage et par Panodil, og så går det over. Men Panodil for en migrænepatient er det samme, som når vi andre tager en Gajol. Det virker overhovedet ikke, siger Hanne Johannsen.
Lys alkohol giver færre tømmermænd end mørk alkohol
Nogle eksperter mener, at den er god nok, når det kommer til myten om, at mørke alkoholiske drikke giver flere tømmermænd end lyse alkoholiske drikke.
Men Rigmor Højland Jensen er derimod af en anden overbevisning, da det ifølge hende ikke er videnskabeligt bevist.
– Det vil være meget forskelligt fra dag til dag og fra person til person, hvad man kan drikke, og der er aldrig nogen, der har undersøgt det ordentligt, siger hun.
Visse fødevarer kan give hovedpine
Der er mange, der undgår at spise visse fødevarer, fordi de har hørt, at det kan trigge et migræneanfald, men det er der altså ikke dokumentation for, forklarer Rigmor Højland Jensen.
– Man skal ikke lade være med at spise chokolade, citrusfrugter og andet, der er beskrevet på alverdens hjemmesider, for det kan sagtens være, at den enkelte person kan tåle det, så man skal prøve sig frem, siger hun.