Er du blevet syg på jobbet? Dette skal du huske
Minister beklager at have skabt forvirring om reglerne for at få anerkendt covid-19. Myndighederne er blevet mere opmærksomme på alvoren, mener advokat.
Anmeldelserne af corona-arbejdsskader strømmer ind, men kravene for anerkendelse er stramme. Derfor tror en advokat, at det i første omgang bliver afgørende, om sygdomsramte kan vise, at de er testet positive for lidelsen.
Advokat Brian Bruun Hansen fra Ret&Råd Advokater opfordrer derfor folk til at insistere på at blive testet, hvis de tror, de er smittet på deres arbejde.
Det skriver Fagbladet 3F.
– Det har været svingende under epidemien, hvor nemt det var at blive testet. Reglerne siger, at en arbejdsskade også kan blive anerkendt uden en test, men det bliver megasvært, frygter Brian Bruun Hansen.
– Arbejdstilsynets nye vejledning om anerkendelse af covid-19 er udtryk for, at myndighederne er blevet mere opmærksomme på alvoren af sygdommen på arbejdspladserne. Der er ingen tvivl om, at en positiv test bliver et omdrejningspunkt, siger Brian Bruun Hansen.
Trods kritik så er det fortsat de almindelige bevisregler, der gælder for covid-skader. Det er den syge, der skal sandsynliggøre, at smitten er sket på arbejdet.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har ellers i en debat i Folketinget giver udtryk for, at bevisbyrden var vendt om. Det var ifølge hans udtalelser tilstrækkeligt med en formodning om, at smitten var sket på arbejdet.
Beklager forvirring
Men nu beklager ministeren i et brev til Folketingets beskæftigelsesudvalg, at han er kommet til at skabe forvirring.
– Bevisbyrden er ikke vendt om. Det er de almindelige bevisbyrderegler på arbejdsskadeområdet, der gælder, skriver Peter Hummelgaard.
I myndighedernes omtale af de nye regler har der været fokus på læger og sygeplejersker, som arbejder på covid-afdelinger. Det er blevet nævnt, at der vil være formodning om, at de er smittet på arbejdet.
– Men muligheden for anerkendelse gælder for alle, for eksempel 3F’ere og andre der er i kontakt med kunder. Her vil der komme grænsetilfælde og diskussion om, hvad der skal til. En positiv test vil vægte tungt, mener Brian Bruun Hansen.
– Uden en test står man med et hul i at opfylde kravene til beviser.
Brian Bruun Hansen siger, at en positiv test ikke er eneafgørende. Der er stadig andet, som skal bevises, for eksempel at smitten er pådraget på arbejdet.
I galleriet ovenfor kan du læse mere om, hvornår du skal kontakte din læge, og hvordan du bliver testet.